Med et tomatrødt sjal af tyl kastet ned over den snehvide kjole var svenske Jenny Wilson lige så kontrastfyldt at se på, som hendes musik lyder. Flankeret af delikate, kvindelige korstemmer, adræt spadserende guitarmelodier og dramatisk løftende marimbatoner havde den dygtige performer meget af det, der skulle til for at vise, hvorfor så mange er faldet for hendes popalbum 'Love and Youth' fra i år. Stakåndet Men der manglede noget afgørende. Hovedpersonens melodibærende stemme havde en dårlig dag. Klangen var mat, intensiteten var væk, og det kneb simpelthen med at ramme tonerne rent. Wilsons pop er let at lytte til, men svær at spille og synge. I Roskilde magtede hun ikke vokalakrobatikken, og mellem nogle numre lød hun stakåndet. Som om noget forhindrede hende i at trække vejret. Eller måske var der snarere nogen i vejen? Jenny Wilsons guitar hvilede på en mægtig, smuk højgravid mave. Den koncert var en fantastisk hormonel vision med en skuffende lydside.