Så vidt jeg kan se i annalerne, har den franske dirigent Jean-Claude Casadesus faktisk dirigeret en Torsdagskoncert tilbage i 1985, så helt sandt er det ikke, at weekendens Tivolikoncert var franskmandens københavnerdebut, sådan som det trykte koncertprogram sagde. Men måske er der også grunde til, at den høje mand med dirigentmanken og de smukke bevægelser ikke har været her ofte. Sleben distance var der i hvert fald rigeligt af i hans fortolkning af fire af Berlioz' magiske melodiperler fra sangcyklussen 'Les nuits d'été', som sopranen Sine Bundgaard sang med en let og sødmesikker lyrisk ynde. På smukt fransk. Men som i øvrigt ikke blev befordret af et fladt og ret kedeligt orkesterakkompagnement, som vidnede om, at dirigenten ikke var i stand til at bære solisten betryggende. Værst var det med tempiene, der gik fra det langsomme til det selvhenførte. En synd, Casadesus modererede noget i Ravels raffinerede færdiggørelse af Musorgskijs primitivt vadmelsgrove, men udtryksfulde lærreder kendt under navnet 'Udstillingsbilleder'. Her var der til gengæld en solotrompet, som kiksede bravt, højt og vedholdende. Disse eksponerede pinligheder blev opvejet af smukke soloblæserindsatser fra blandt andet saxofonen. Men med en svagt akkompagneret bearbejdelse for obo af en af Bachs cembalokoncerter, solidt, men ukarismatisk leveret af orkestrets habile solooboist, er det umuligt at snige karakteren for denne kedsommeligt slebne koncert op over tre tvivlsomme hjerter.
Sleben distance
Lyt til artiklen
