Der er fortsat grøde i Adam Fischers fascinerende udvikling af RadioUnderholdningsOrkestret som Mozart-specialister, så det var kun naturligt, at han og orkestret var hovedkræfterne i en tre dages Mozart-festival yderst på Slotsholmen. Ved siden af hans to programmer, af hvilke det sidste med sopranen Raffaella Milanesi som solist kan høres i aften, søndag, indgår Concerto Copenhagen, Den Unge Danske Strygekvartet og tre foredragsholdere i arrangementet. Hansgeorg Lenz' foredrag om Mozarts kvinderoller fulgt af klaverkvartetten i Es-dur kan nås i eftermiddag. Fredagens orkesterkoncert var også pyntet op med en udenlandsk solist, men hendes lille håndfuld arier blegnede aldeles i forhold til Fischers fortolkninger af to tidlige og en sen symfoni. Allermest pirrende var vel egentlig, hvad han fik ud af den 16-åriges endnu ret enkle værker i F-dur og Es-dur, hvis beskedne og forsigtigt udnyttede blæserbesætninger lod strygerne trække hele læsset. Og det er netop strygerne, Fischer har tryllet med. De har fået et helt særligt touch, en liflig lethed og gennemsigtighed i strøget, der sammen med et stærkt reduceret vibrato skaber karakterfuld tekstur og en distinkt og fjedrende artikulation. Læg f.eks. mærke til, hvordan bassernes bankerytmer, der er så karakteristiske for tidlig klassisk, tydeligt men let og blødt får hele satsen til at danse. Og når Fischer kontrasterer med solistiske strygere - et virkningsfuldt trick, han ynder - kan han stille op med en udsøgt sprød og lækker kvintet. Med disse veltrimmede styrker fremhævede Fischer store karakterforskelle mellem de to tidlige symfonier. Den i F dansede så luftigt og kviksølvagtigt sprælsk, at man blev helt glad i låget. Es-duren er tættere og mere muskuløs i fakturen, mere klassisk stram i sin klare, gennemorganiserede harmonik, som i menuettens trio - vel i spøg - får et overraskende renæssancepræg, og bortset fra den lidt letbenede slutrondo fastholdt Fischer den som et alvorligere værk. At han med glød og energi understregede det uroligt dramatiske i den store g-mol-symfoni, kom næppe bag på hans fans. En forfriskende nyhed var snarere andantens fine sammensmeltning af strømmende puls, udtryksfuld gestik og skarp rytmisk profil - igen med strygernes indsats som en afgørende faktor. Med sine få arier underligt akavet placeret omkring de stærkt formulerede symfonier havde Ruth Ziesak en utaknemmelig opgave, hun ikke rigtig havde karisma til at løfte. Hun er en sympatisk sangerinde, der gør sig alt for iørefaldende umage, og den noget bare, piget ferske sopran har svært ved at skabe udtryk. Men den vandt påfaldende i fylde og farve, da hun i et stykke fra den ufuldendte 'Zaide' undtagelsesvis sang på sit modersmål, tysk.