Thad Jones har ikke levet forgæves. Man behøvede ikke at høre mange takter, da det fulde ensemble satte ind i indledningsnumret ved European Youth Jazz Orchestras koncert i Copenhagen JazzHouse, før tanken meldte sig. Man blev endnu mere sikker i sin formodning mod slutningen af nummeret, hvor nogle flot arrangerede kor for saxofongruppen bestyrkede det musikalske slægtskab. Og helt soleklart stod det, da vi, efter at bifaldet havde lagt sig, fik at vide, at numrets titel var 'Thaddeus Rex'. Det er tiende gang, at dette EBU-projekt, der dog ikke alene begrænser sig til europæiske lande, finder sted, og i år er det med skotske Barry Forgie både som dirigent og - sammen med den engelske pianist Julian Joseph - som komponist. Forgie er også den af de to, der repræsenterer den klassiske big band-tradition, og den viste sig tilmed at række helt tilbage til 1930'erne, idet koncertens store finale var en renæssance for Benny Goodman-orkestrets gamle hit 'Sing Sing Sing', nu omdøbt til 'Sing A Samba for Krupa'. Her gik der lovlig meget 'show off' i foretagendet, og det var sådan set også hensigten. Langt mere interessante stykker var imidlertid Forgies 'Sliding Hippopotamus', et velfungerende miks af forskellige taktarter, hvor det netop var den finurlige melodilinje, der bragte mening i dem, og hans bearbejdelse af en skotsk folkesang, 'Coming Through The Rye', der ikke mindst gav basungruppen anledning til at udfolde sig i sin fulde pragt. Joseph arbejdede i sine værker med udbygningen af et simpelt, smukt harmoniseret motiv. Det lykkedes fint i 'A Ballad Of Love', hvorimod tempo- og taktartskiftet i 'The Reverend Back To Glory' under de givne omstændigheder oplevedes som et antiklimaks. Og hvordan klarede orkestret så sin opgave? Jo, hvad ensemblespillet i de raske mellemtempi angår, absolut tilfredsstillende med effektivt støtte af den canadiske pianist Laila Biali, den svenske bassist Martin Sjöstedt og førnævnte Jasla Lukkarinen, når man betænker, at det kun var den fjerde i en række af i alt tyve koncerter. Derimod kneb det, til trods for det glimrende arrangement, med at bevare intensiteten i det vanskeligste af alle tempi, i underkanten af medium, i Forgies 'Byers'. En hyldest til arrangøren Billy Byers. Og hvad med solisterne? På det punkt var der stor afstand mellem dem, der kunne, og dem, der gerne ville. Det behøver jo ikke at være en pligt, at samtlige medlemmer af et orkester skal at optræde i denne krævende rolle. Så lad mig nævne dem, der gjorde det mest tilforladelige indtryk. Det var Laila Biali, den tyske trompetist Axel Schlosser, den islandske basunist Helgi Hrafn Jonsson og orkestrets danske medlem, altsaxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard. Og lad os også være så flinke at give det fjerde hjerte på forventet efterbevilling.