Nelson Freire meldte afbud, og med kun to døgns varsel smed den godt halvt så gamle Lars Vogt, hvad han havde i hænderne, og sprang med en feberredning ind i en af litteraturens vældigste og mest krævende klaverkoncerter. Men han gav absolut ingen anledning til at savne den sygemeldte brasilianer. Vogt er ikke mindst kendt som en fin kammermusiker, og sidst han var her, spillede han Mozart, så det var vel ikke på forhånd indlysende, at Johannes Brahms' muskelsvulmede sværvægter i d-mol lå lige til hans hænder. Men det gjorde den. Selv om man nok kan finde pianister med større klangfylde i forte end den endnu forholdsvis let byggede tysker, var han i høj grad mand for at få flyglet til at stille sig vrinskende på bagbenene. Og den kammermusikalske træning viste sig kun som en fordel, for sjældent har spændet mellem de dynamiske yderpunkter været så vidt og så smidigt udnyttet. Vogts kontrol og nuancering af de sarteste styrkegrader var i sig selv i særklasse, ikke mindst i adagioen, der blev et lille mirakel af inderlig skønhed, tilbageholdt åndedræt og sitrende følsomhed. Kan Vogts fortissimo tendere mod det hårde, så er hans pianissimo til gengæld som lysende silke i fraser, der synes at kunne svæve så langt, det skal være. Indtil finalen eksploderede i skarpe, overstadigt fjedrende rytmer og ukueligt drive. Ikke at det korte varsel gik sporløst hen. I koncertens første sats havde solist og dirigent svært ved at finde hinanden. De musicerede side om side snarere end sammen, som om de havde hver sit billede af musikken. Vogts var det bredt anlagte, der lod dramaet vokse ud af en dynamisk arkitektur. Dausgaard gik mere hovedkulds til koncertens voldsomme og urolige gestik, lidt overforhippet sine steder, men også med en bevidst og virkningsfuld brug af modstemmer som kraftkilde. I hvert fald var opførelsen klarere i kontur og karakter end Richard Strauss' 'Also sprach Zarathustra', som jo var langt mere fremmed for orkestret. Det er et forunderligt værk i sin blanding af overspændt ambition, ujævn smag, fascinerende ideer og blændende klangvirkninger, og trods den højtravende inspiration fra et hovedværk af filosoffen Friedrich Nietzsche har det lige så meget lune og løssluppenhed som mystik. Ved denne lejlighed virkede det dog underprøvet og - som kompensation - ofte noget hasarderet udført. Det tætte væv slog knuder, formen var ikke ligefrem skulpturel, og mange formuleringer manglede prægnans. Måske har det rettet sig til i aften, lørdag.