Selv lyden er en sjældenhed: en fuldstændig homogen, varm og fløjlsblødt fyldig strygerklang, der selv i førsteviolinens topregister aldrig bliver skarp eller vaklende. Men den er ikke kulinarisk selvtilstrækkelig, ikke et mål i sig selv som 'salgsargument'. Det er en klang med vilje og temperament, og den giver god plads til prægnant individuel tilstedeværelse for de enkelte instrumenter. Også mellemstemmerne. Den unge, britisk baserede, men internationalt sammensatte Belcea-kvartet forener teknisk perfektion med en medrivende musikalsk frodighed og energi. At kalde deres tolkninger livfulde er en underdrivelse, for der er meget mere på spil end blot vitalitet, knivskarp præcision og eksplosive dynamiske kontraster. Tag nu Haydns sene kvartet i B-dur op. 76 nr. 4, som indledte ensemblets koncert i Tivoli: dialogens pirrende beredte vagtsomhed, de elskelige duetter, hvor to instrumenter mødes i tumulten og - også bogstaveligt - ser hinanden dybt i øjnene for at træde nogle fælles dansetrin, inden de fortsætter til nye oplevelser, buernes lette kys af strengene i visse akkompagnementsfigurer og frem for alt en fortællende fleksibilitet, der gør hver frase, ja hver takt, til en levende meddelelse: Nu skal I bare høre! Dét er overskud. Af opmærksomhed, sanselighed, humør og følsomhed. Og kreativitet. Samtidig med at Haydns luftige og legende raffinerede satsarbejde blev gennemlyst i alle detaljer. Det blev også den langt tættere, konsekvent kontrapunktiske faktur i Mozarts mesterlige kvartet i A-dur K. 464, og dét er guld værd, for den strukturelle intensitet søger sin lige i samtiden og er en helt central pointe. Dog var præcisionen og den deklamatoriske overlegenhed marginalt mindre end hos Haydn. Som om værket var knap så indkørt. En helt anden verden mødte vi i Benjamin Brittens 3. kvartet, komponeret i Venedig kort før komponistens død i 1976 - over stof fra operaen 'Døden i Venedig'! Britten var allerede alvorligt syg og kan meget vel have anet, at han ikke havde langt igen. I hvert fald er hans frie, fabulerende og som altid meget idérige og originalt karakterskabende skrivemåde i dette meget smukke værk gennemsyret af et afskedstagende vemod, der kulminerer i en stor afsluttende passacaglia. Netop denne stemning gjorde Belcea-kvartetten bevægende stoflig og oprigtig.