0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den verdslige treenighed

Der var plads til både individualitet og særegen ny komposition, da den fremragende trio Liebman, Swallow og Nussbaum besøgte København i søndags.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

We Three kalder de sig nu, sopran- og tenorsaxofonisten Dave Liebman, basguitaristen Steve Swallow og trommeslageren Adam Nussbaum.

Det er to år siden, disse tre fremragende musikere har besøgt os sidst, og denne aften var det tydeligt at høre, at deres indbyrdes musikalske forbundethed i mellemtiden er blevet endnu tættere, uden at dette dog har stækket dem i deres individuelle udfoldelser.

Selve instrumentkombinationen har jo sine begrænsninger, men der var arbejdet ihærdigt med at give det enkelte nummer sin egen karakter.

Blandt andet ved at variere det rytmiske fundament. Som i koncertens indledende stykke, Swallows 'Up Too Late', hvor det funky groove blev ført igennem hele forløbet.

Eller som i det efterfølgende indslag, Cole Porters 'Get Out of Town', hvor Nussbaum konsekvent holdt sig til at benytte køller.

Lige så påfaldende var den måde, hvorpå i særdeleshed Liebman og Nussbaum i deres konfrontationer var i stand til at styre intensitetsniveauet.

Netop konfrontationer, for nok fulgtes de ad med en næsten telepatisk fornemmelse for fælles retning og mål, men samtidig udfordrede de hinanden som to duellanter, hvor hver især så at sige udnyttede sine våben stærkest muligt.

I et par tilfælde under aftenens første sæt syntes jeg, at det gik mindre godt. For her brød Nussbaum sit stort anlagte spil så voldsomt op, at det mistede sit naturlige flow.

Men omvendt var det ligeledes i passager som disse, at koncertens største, mest medrivende øjeblikke opstod, når Nussbaum samtidig kunne holde sit spil - i al dets løsslupne opfindsomhed - flydende.

Det oplevede vi både i første og andet sæts afsluttende stykke (inden det obligatoriske ekstranummer), hvor også den ekspressivitet, som Liebman ynder at formulere sig med, nåede sit højeste.

Som kontrast dyrker han, primært på sopransaxofonen, et udtryk, der baserer sig på det underspillede og antydende.

Hvad jeg imidlertid godt kan savne hos Liebman, er, at han oftere finder frem til et emotionelt leje, der ikke i samme grad søger mod det ekstreme og til gengæld tillader ham at udvikle et mere melodisk profileret spil. At han behersker det, viste han nemlig i glimt.

Swallow varsom altid den klippefaste ankermand, der forstod at bevare roen i alle situationer. Han er en enestående musiker i ordets sande betydning, for der er ingen, der som han formår at kombinere et rytmisk drive med en så rig melodisk fylde.

Til gengæld overraskede han som komponist. For mens hans værker tidligere udmærkede sig ved den logik, der kendetegnede de harmoniske strukturer, så var flere af de nye underlagt anderledes sære akkordfølger.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Swallow selv gjorde i sine soli fint nok rede for dem. Hvorimod de for Liebmans vedkommende skabte et indtryk af uforløsthed.