For to måneder siden udgav svenske The Knife deres fjerde album 'Silent Shout', der fik anmelderne til at sukke, klappe og miste pusten. Bandet er voldsomt populært blandt elektroniske musikelskere Europa rundt, så normalt ville den slags udløse lange klubturneer og massiv promotion. Men Karin og Olof Dreijer synes ikke, der er nogen grund til at spille deres yderst præcist producerede musik live. En stor del af den beslutning handler om, at The Knife ikke bryder sig om musikindustriens personfiksering. F.eks. optræder de altid med masker for derved udelukkende at blive bedømt på deres musikalske evner. Når nu bandet alligevel bryder deres anti live-dogmeregel og spiller fem koncerter, tre i Sverige, en i London og en i Berlin, sker det på nogle lidt andre præmisser end almindelige koncerter. På miniturneen har The Knife fået hjælp fra videokunstneren Andreas Nilsson, der også laver deres yderst originale computeranimerede musikvideoer. Computeranimation og videokunst spillede da også en altoverskyggende rolle, da spillestedet Mejeriet i Lund i fredags lukkede 1.000 forventningsfulde kniv-fans ind i den mørke, varme sal. På scenen hang et transparent klæde og bag det endnu et. Ind kom Olof og Karin i hver sin sorte kedeldragt og elefanthue med huller til øjne, ører og mund. Klædet foran scenen blev aldrig trukket fra, og derved bevarede The Knife deres selvvalgte distance til publikum. Til gengæld kørte der fra start til slut forskellige visuals på både for- og bagtæppe, sådan at de to musikere stod midt imellem to lag film. Teknikeren Olof stod i mørket og håndterede diverse computere, mixere og spillede indimellem på elektriske trommer. Karin derimod stod i en blød lyskegle og sang, men trak sig ud i mørket, når hun ikke sang. På intet tidspunkt talte de til os, og der var ikke lagt op til den mindste form for interaktion mellem os og dem. The Knife nærmest nægter at være frontfigurer i deres eget band. Aftenens fleste numre var fra det nye album i genren 'mørkt svensk tungsind ude i skoven' tilsat køligt nordlys. Karins stemme bevægede sig hele tiden på grådens og det skingres rand, og konstant ændrede hun den med en stemmemaskine, så hun blev til en mand eller en lille pige. Det var umuligt at bedømme, hvor meget der rent faktisk var live, og hvor meget der var forprogrammeret. Men det var sådan set også underordnet, for det her var ikke en koncert, det var en totaloplevelse, en installation. Derudover var alle numrene remixede og lavet om til lejligheden, hvilket gjorde oplevelsen yderligere autentisk og unik. Ikke altid forstod man, hvad der skete på scenen, i kulissen, men det blev aldrig kedeligt, aldrig forudsigeligt og mest af alt: det er aldrig set før. Det var teater, film og musik i en pærevælling, Laurie Anderson møder Twin Peaks. Med på scenen havde Karin og Olof således også verdens mærkeligste korsangere: en tvehovedet dukke og nogle troldelignende orker, der gjorde deres til, at publikum hele tiden var på vagt. Vil de gøre mig noget? Uha, jeg tør ikke at slappe af og danse, for hvad finder de på næste gang? Og da et yderst livagtigt dødningehoved i 3D-effekt gav sig til at kigge med ovre i det ene hjørne, blev angsten nærmest fysisk. Og det er netop det, der er det fuldstændigt geniale ved The Knife's turnerende sceneshow: Det må ikke bare være tryg og genkendelig og glad dansemusik; showet er en påmindelse om, at musik skal være farligt - nogle gange nærmest ubehageligt - for at rykke grænser. The Knife forsvandt lige så brat, som det hele var begyndt, de forlod simpelthen scenen og lod musikken dø ud efter kun 45 minutters spil. Derved tog de igen røven på publikum og efterlod os i en junkielignende rus og higen efter mere. Bare et enkelt ord, bare et lille »hej då«? Men der var ikke mere, punktummet var sat lige så præcist og skarpt som en kniv, der skærer ormen fra et æble. Længe leve den elektroniske terrorisme.