En koncentration og en intensitet, der forplanter sig direkte til tilhøreren. Det er den rå essens af Sarah Changs violinspil. Hun er en spinkel - og billedskøn - pige på bare 25 år, men der er i sandhed ikke noget skrøbeligt og sommerfugleagtigt over hendes fortolkning. Jean Sibelius' violinkoncert blev i hendes hænder et vildt, nærmest hårrejsende drama. Ikke uden sarte nuancer - bestemt ikke - men aldrig 'bare' smukt. Changs muskuløse og selv i det fineste pianissimo altid intense tone stryger ikke lytteren med hårene. Strengene stønner under hendes iltre bue, og hun har alt for meget på hjerte til at kere sig om at lyde lækkert. Årvågen og adræt som en tiger på spring stred hun sig frem til finalens afsluttende solistiske raket, hvis afsluttende toptone som i en eksplosion udløste aftenens første smil på hendes ansigt: Spændingen udløst, kampen vundet! Rejsen havde været lang og uvejsom, fuld af dunkle trusler og pludselige konfrontationer om også med solbeskinnede strækninger. Udgangspunktet var endda mere ekstremt end afslutningen: Sibelius angiver den neutrale styrkegrad mezzoforte, men vigtigere for Chang skriver han også dolce ed espressivo (blidt og udtryksfuldt), hvad violinisten besvarede med en æterisk svævende tone, der som en drøm syntes at materialisere sig ud af intet. Gennem langt udspundne fraser og skarpt tegnet rytmisk profilering vandt den energi, ekspanderede og trak orkestret med sig i en stort anlagt dramatisk fortælling frem mod finalens satanisk indædte dans. Inspirerende må det være at dirigere for Sarah Chang, der, også når violinen tier, er så åbenbart opslugt af den musikalske helhed, hun indgår i, og koncerten blev da også aftenens mest overbevisende resultat for Lawrence Renes'. Den forholdsvis unge dirigent, der med kort varsel var sprunget ind for den sygemeldte Jurij Temirkanov, er musikalsk ambitiøs på en noget umodent forhippet måde: Måske motiveret af utilstrækkelig prøvetid (?) sætter han hele sin energi ind på gestik og karakter, men underprioriterer linje og struktur. Radiosymfoniorkestret spillede en del mere ufriseret, end vi er forvænt med i disse år, og balanceforholdene virkede tilfældige. Sibelius' 'Finlandia' blev deklameret med et sådant eftertryk på tonefaldets patos, at den nærmest faldt fra hinanden; og også Edward Elgars 'Enigma' fremstod forgrovet og overdrevet uden strømmende sammenhæng og uden den underliggende elegance og nerve, der kvalificerer stilen. Det var som at se billedserien - som det jo er - i dårligt malede kopier.