Det varsimpelthen snyd. De havde lovet at opføre Mozarts 'Requiem' præcis, som komponisten efterlod det. Og det vil som bekendt sige ufuldendt. Men hvad publikum i Radiohusets Koncertsal og ude ved al landsens højttalere faktisk fik at høre ved ugens Torsdagskoncert, var en bearbejdet færdiggørelse af hele den første del af Mozarts dødsmesse, frem til og med begyndelsen af 'Lacrimosa'. Nøgternt, uden patos og med fritskrabede solistiske dommedagsbasuner dirigerede chefdirigent Dausgaard sit kor og orkester. Så meget desto mere patetisk virkede det, da han dramatisk lod armene hænge i luften efter ordene 'og når dommens time kommer...'. Og lod folk klappe og gå til pause. Det er rigtigt, at Mozarts håndskrevne nodebillede fra dette sted i 'Lacrimosa'-satsen bliver ufuldkomment. Men det er det altså allerede i de foregående satser. Og i øvrigt findes der Mozartnoder også til det efterfølgende 'Hostias', som Dausgaard helt sprang over. Sagen er med andre ord temmelig meget mere kompleks, end Torsdagskoncerten lod ane. Mozart komponeredenemlig ikke et færdigt nodebillede frem til et bestemt sted i 'Requiem'. Han nedskrev vokalstemmerne og den såkaldte generalbas, det vil sige basstemmen forsynet med akkordangivelser. Og så antydede han af og til, hvilke figurer, han ville have strygere og blæsere til at spille. Desuden skrev han efter al sandsynlighed en hel del skitser og notater, som nogle af hans elever efter hans død brugte til at færdigkonstruere resten af værket. Og som derefter er gået tabt. Det er disse færdigkonstruktioner, eventuelt justeret af nutidige musikforskere, vi plejer at høre, når vi hører Mozarts 'Requiem'. Det havde været interessant (om end temmelig bizart) at høre, hvordan kun de noder, Mozart faktisk fæstede på papiret, lød. I stedet fik vi, hvad jeg skyder på var musikforskeren Robert Levins færdigbearbejdelse frem til den nævnte takt i 'Lacrimosa'. Underlig oplevelse. Og i bund og grund en dum fornemmelse. Hvad der reddede aftenen, var Bruckners 2. Symfoni. Et en time langt værk, som trods en lidt fortumlet start lod monstersymfonikerens mange modstridende facetter stå klart og stærkt frem. Det plastiske mod det mejslede. Lethed mod tyngde. Helvedespisk mod englehud. Solistholdet i Mozarts 'Requiem' var smukt syngende, alle fire, så man kan glæde sig til koncerten i morgen aften med Radiosymfoniorkestret, der foruden det komplette 'Requiem' i Robert Levins færdiggørelse gentager Mozarts 'Ave verum corpus' og Davidssalmen 'Misericordias Domini'.