Den erfarne Cristian Mandeal har mange kvaliteter. En der faldt i ørerne ved hans Tivoli-koncert, var hans klare forståelse for det specifikke i et værk og en stil. Med en enkel wienerklassisk afdeling - den 18-årige Mozarts endnu stærkt rokokoprægede symfoni i A-dur, K 201, og den modne Haydns moderat ambitiøse trompetkoncert - over for Rakhmaninovs timelange senromantiske 2. symfoni skrævede programmet over mere, end de fleste bukser holder til; og netop fordi Mandeal fortolkede ikke mindst Mozart med en så usædvanlig friskhed og indfølt finesse, var det nærliggende at tvivle på hans forståelse for russerens følelsesfuldt svulmende vidtløftighed. Des mere frydefuld var den storslået generøse fortolkning, man faktisk fik. Mozart læste han som en delikat mosaik af præcist formulerede, hastigt skiftende stofligheder spændt op mod hinanden med let og fjedrende spændstighed, men også med en uforstyrrelig ro i pulsslaget, der favnede detaljerigdommen til en klar helhed. Med omhu og nærvær tvang han musikerne ud på stolekanten trods en uforudset udskiftning af koncertmesteren nogle minutter inde i koncerten, og kun nu og da føltes strygernes lethed og præcision udfordret til kanten. Og så Rakhmaninov: Klang naturligvis, i fede, velplejede strømme, men så sandelig også en solid struktur, der næsten hindrede den vældige patos i at blive sentimental: store målbevidste udviklinger, gennemtænkt smidig tempokontrol, subtilt timede overgange, artikulerede mellemstemmer. Mandeal dirigerede udenad med en sikkerhed, så man følte, han havde hele den vældige arkitektur klart rullet op for sit indre blik. Derfor blev det i grunden ret uformelige stof aldrig rigtig udflydende, og opførelsen blev en løftende oplevelse. En ung russer blæste Haydns koncert med en velgørende, næsten indadvendt lyrisk ro og renhed, blødt og bøjeligt i klangen og med meget lidt af trompetens sædvanlige her-kommer-jeg-attitude. Smukt og udtryksfuldt og også stilbevidst med en mere differentieret artikulation, end man plejer at høre. Til gengæld lagde han i sit ekstranummer demonstrativt afstand til en stilistisk korrekthed, som alligevel er absurd, når man spiller Bachs populære 'Air' på flygelhorn: Her gjaldt det et uendeligt, svulmende sensuelt legato med cirkulært åndedræt. Imponerende, men også følsomt blæst i al sin romantiske svulst.