I sidste øjeblikvalgte man at bytte om på aftenens to klaverkoncerter, en indlysende rigtig beslutning, for sådan som den blev spillet, havde Mozarts dejlige lyriske klaverkoncert i A-dur ikke været gunstig at gå hjem på. Nu blev det i stedet den populære 'Elvira Madigan', der lukkede og slukkede i en frydefuld opførelse, der sad lige i skabet. Dens begejstrende effekt var så meget mere bemærkelsesværdig, som der virkelig var et efterslæb at indhente. Dét kan godt være lidt svært, når man først har dannet sig en opfattelse af en kunstner. Jeg kan kun forklare den markante forskel med, at Stephen Hough simpelthen ikke var blevet rigtig dus med A-dur-koncerten. Ikke at den var decideret usikker eller for den sags skyld uinteressant. Den engelske pianist lagde fra første anslag en stilbevidst linje med en klokkeagtigt fast og gennemtrængende tone, sammenbidt rytmisk stramhed, beslutsom fremdrift, knastørt ciseleret passagespil og en artikulation, der afgjort overskred grænsen til det demonstrative. Og hvis man ikke allerede havde forstået, at man sad over for en egensindig og ukonventionel musiker, blev der sat en tyk streg under det med en kompromisløst modernistisk kadence. Frækt og forfriskende til en forandring, jovist, og rigtig godt skruet sammen, men æstetisk temmelig tvivlsomt. Men frækhed falder til jorden uden charme, og selv om den melankolske andante viste, at han også kendte til de finere nuancer, gav Hough ikke ved dørene i sin træsnitagtigt barske fortolkning af den poetisk solslørede koncert. Der var noget »forstyr mig ikke« over hans anspændte klang og tempoføring, som aldrig rigtig fandt ind i orkestrets naturligt strømmende puls. Og så skyldtes det nok alt sammen bare mangel på det overskud, som i så rigeligt mål forgyldte den anden koncert, ikke bare teknisk med en helt anden legende smidighed i nuanceringen og finesse i pointeringen, men især udtryksmæssigt. Her var masser af charme og ynde og af den humor, man straks forinden ville have forsværget, han besad; glæde ved spillet og musikken og en imødekommende generøsitet, der aldeles udviskede indtrykket af en småkrukket enspænder. Rondoen boblede af veloplagt udfarende kraft, og så kom der jo også samtale ud af det med Dausgaards fine lille orkester, der nu ikke behøvede kæmpe for ikke at træde dansepartneren over tæerne.