Rufus må have syntes, at det var alt rigeligt, at hans lillesøster Martha - aftenens løfterige opvarmning - sang sin harske 'Bloody Motherfucking Asshole' til deres fælles far, Loudon Wainwright III. Det betød så desværre, at vi måtte undvære Rufus' eget blændende elegante faderopgør i 'Dinner at Eight'. Er far og søn blevet forsonet siden sidst? Hvis de er, har verden mistet en stor vred sang. Men hvor virker det urimeligt at klage, når man sidder med denne store varme i brystet, som Rufus Wainwright efterlader én med. Det eneste, der får mig til at afstå fra at give koncerten maksimumkarakter, er en guitarist, hvis indsats lød lidt uintegreret i det tætvævede Bayeux-tapet, der gestalter Rufus' univers, og den fornemmelse af uforberedthed, der gjorde det nødvendigt et par gange at begynde forfra på en sang. Siden Rufus Wainwrights koncert i Vega i maj har hans danske publikum vokset sig stadig større, og det forekom indlysende, at næste stop for den højstemte canadier var Det Kgl. Teaters Gamle Scene med dets gyldne forsiringer, luksuriøse plys og gotiske krinkelkroge. Sangeren selv mødte op i det udsolgte teater i stilrent kostume med lang sort jakke, nedringet hvid bluse og langt hår. Byron og den unge Werther i én og samme person, en beretning om romantisk smægt og lidelse. Smeltediglen Rufus er selve indbegrebet af postmoderne musikpluralisme. Intet musikalsk udtryk er ham fremmed, og i aftenens første sang, den mægtige 'Oh What a World', kommer vi omkring Weimar-cabaret, Ravels 'Bolero' og sågar Judy Garlands 'Over the Rainbow', en ukarakteristisk diskret hilsen til Rufus' fanskare af bøsser, 'venner af Dorothy' fra 'Troldmanden fra Oz'. Inden koncerten er forbi, lukkes vi ind i Rufus' myriader af forunderlige universer, der dufter af Tin Pan Alley og Cole Porter, af Brecht og Weill, af Billy Joel og ragtime, af Scarlatti sågu og fransk rokoko i 'Little Sister'. Under den 'Sgt. Pepper'-agtige overgang fra den hymniske 'Memphis Skyline' til 'Waiting for a Dream' er jeg nok ikke den eneste, der må tage mig til det gamle hjerte og spørge min skaber, hvad jeg mere kan have i vente i dette liv. Saligt sanseøredøvende. Vokalisten Rufus Wainwright live er et endnu mere perfektioneret organ end på cd, hvor hans vibrato i mine ører har fået en lidt grålig, uattraktiv klang på de udtrukne toner. Ved koncerten søndag var klangen mere 'klassisk', vibratoet tættere og helt uden kvalitetstab. Han synger til stadighed hellere forte end piano og spinder sine sange i lange ubrudte forløb, i fraser som han splitter op midtvejs for at få plads til at trække vejret. Så uklassisk komponeret som tænkes kan. Det er, som om Wainwright indkomponerer sin vejrtrækning for at gøre os opmærksomme på fysikken, skrøbeligheden, en sten i skoen i en romantisk stræben efter idealet. Det virker på samme måde som et tilvalg, at han synger i denne grynede vokal, der i princippet skulle gøre perfekt intonation utopisk, men Rufus rammer dødrent hver gang. Mestersange som 'This Love Affair', lsquo Waiting for a Dream', lsquo Art Teacher', lsquo Go Or Go Ahead', lsquo 14th Street', lsquo Natasha' og lsquo Want' giver sig selv. 'Memphis Skyline', Wainwrights evangeliske tilbedelse af Jeff Buckley, var næsten mystisk forklaret, og en delikat syrehovedet 'Waiting for a Dream' fulgte straks efter. Hertil kommer, at Rufus, klædt i blå vestalindedragt, halvmaske og tornekrone, lod sig korsfæste af to romerske legionærer til afsyngelsen af den lystent blasfemiske 'Gay Messiah'. Rufus Døberen, med profetens egne ord, »døbt i sperm«. Kom tilbage, Rufus - det kan da kun gå for langsomt.