Kan der opstå en ganske særlig symbiose mellem danske, svenske og italienske musikere? Svaret må være ja, for det klikkede åbenbart fra første øjeblik, da pianisten Stefano Bollani, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund for tre år siden mødtes i den gruppe, der blev dannet i anledning af trompetisten Enrico Ravas modtagelse af Jazzpar-prisen. Det førte til et samarbejde, der allerede har udmøntet sig i to cd'er. Den seneste bygger - efter Bollanis ønske - på en række skandinaviske melodier, og det var to af dem, som trioen søndag eftermiddag indledte koncerten på kulturcentret Fuglsang på Lolland med. I det tredje nummer indfandt en fjerde musiker sig på scenen. Numret var Kai Norman Andersens 'Glemmer du', og musikeren var Paolo Fresu. Og som denne fortolkede den på sit flygelhorn, et instrument, han holdt sig til under hele koncerten, var det som en fortrolig bekendelse, han delte med os. Også i hans tilfælde bestod der i forvejen et bånd til dansk jazz. For han og Lund fandt hinanden i et ensemble under den svenske pianist Lars Janssons ledelse, for siden at holde deres musikalske kontakt ved lige. Som eftermiddagen udviklede sig, skulle den vise sig at føre til en af de oplevelser, man vil gemme i sit hjerte. Alene den omstændighed at kunne høre to verdensklassemusikere som Fresu og Bollani uden forstærkning af deres instrumenter. Fresu med en klar, næsten klassisk tone, der ikke desto mindre ånder af jazz. Og Bollani med et anslag, der fik hver tone til at lyse, hvad enten han udfoldede sig med en smittende fandenivoldskhed eller med en stilfærdig, dybt bevægende inderlighed. På højt niveau fungerede også de to danske musikere, og Fresus og Bollanis glæde ved at spille med dette fremragende team er fuldt forståelig. Men jeg kom til at tænke på, at som de begge formåede at frasere, med en overlegen rytmisk frigjorthed, der på intet tidspunkt kom ud af balance, forudsætter det, at de egentlig også må have ganske gode spillepartnere hjemme i Italien! Med Battistis 'Mi ritorni in mente', introduceret af Bollani på en måde, der var en stand-up-comedian værdig, fik vi også sydlandske toner, og sjovt var det ligeledes, da Fresu efter en bassolo bad Bollani om at se noderne for at blive mindet om, hvad det var, de spillede. Det var i 'If I Were Bell', der i lighed med 'When Lights Are Low' kunne opfattes som en hilsen til 1950'ernes Miles Davis, Fresus store inspirator, hvis nærvær dog aldrig blev påtrængende denne eftermiddag. Og med smukke versioner af Lisa Nilssons 'Aldrig som aldrig' og folkevisen 'Liten Karin' blev heller ikke svensk musik glemt.