»I lost the last chance to change«, nærmest vræler Jesper Binzer på D.A.D.s nye cd 'Scare Yourself'. Spørgsmålet er om dybtgående forandring nogensinde var et realistisk alternativ for D-A-D. Det publikum, der for anden aften i træk fylder K.B.Hallen med tatoverede overarme fra det lokale fitness-center, ser ikke ud som om de er synderligt interesserede i D-A-D.'s forliste drømme om at træde i karakter som de modne mænds orkester. Hvor D-A-D engang var nationens mest hippe rockorkester, er D-A-D i dag tydeligt nok elsket som Danmarks eget AC/DC. Rock fra dengang. Bjæffende, højenergisk drengerock med garanti for leveret vare. Heldigvis klart adskilt fra AC/DC med underfundige tekster i stedet for korte bukser og skoleuniform. Forbandelse eller velsignelse? Regression eller genopfindelse? Med Laust Sonne som indpisker bag trommerne har D-A-D tydeligvis valgt at affinde sig med sin rolle som evigunge leverandører af seje omkvæd og festfyrværkeri, og få det bedste ud af det. Faktisk lyder D-A-D på et nummer som 'Scare Yourself' mere end nogensinde som AC/DC. Så fuck det, synes parolen at være; skal vi slås tilbage til start, kan vi lige så godt trykke den af til vi segner og gigten gør kål på os. Fuld fart frem med Fanden og førtidspensionen i hælene. En beslutning publikum i K.B.Hallen virkede så ganske ovenud tilfredse med. Gulvet sejlede af sved og øl og ikke en kat savnede tilsyneladende bløde mellemspil i det i længden unægtelig noget monotone presspil. Men med Laust Sonnes lige så kraftfulde som elegante trommespil som dynamo, lægger D-A-D sig ikke kun tæt op ad AC/CD, men også nok så meget op af den svenske rockgruppe Sator. Med en brutalitet i lyden som især Jakob Binzers guitarspil ser ud til at nyde godt af. Aftenen var måske nok en forudsigelig hitparade, men et genhør med 'Jihad' og de profetiske ord »Jihad/I'm getting mad/ and there's no fuel left for the pilgrims« er altid en god påmindelse om, hvor originalt, vildt og morsomt et band D-A-D var, da de var på toppen. Det er måske nok en drenget galskab, der hører gamle dage til, men tilsat Sonnes stærkstrøm er D-A-D anno 2005 en rocknostalgi med en næsten desperat energi. Så 'Everything Glows' levede op til sit navn. Det kan godt være D-A-D har fortabt muligheden for at lave om på sig selv og i stedet har malet sig selv op i et hjørne sammen med deres fans. Men det er et hjørne af rockmusikken, D-A-D lyder som om, de er parate til at forsvare til sidste sveddråbe.