Man går og nynner den bagefter, balladen der er blandt de sidste numre i 'The Secret Songs': »She handed me a mirror / that she had gazed upon ...«. Der er begavede ørehængere i Elvis Costellos nyeste opus, og med et særligt costellosk vrid - et vrid, der ligger både i melodiernes karakteristiske, brudte harmonik og i de begavede tekster - er 'The Secret Songs' meget andet end tomt bulder i et Andersenår, der, det skal guderne vide, har buldret rigeligt. Eller som Costello selv sagde, da han i al ubemærkethed var smuttet frem på forscenen i Operaens bælgmørke, og pludselig stod dér i projektøren med høj hat og frakke for at introducere endnu en aften i Andersens tegn: »Jeg kan garantere, at ingen af de sange, I skal høre i aften, har været sunget af Tina Turner«. Tak for det! Tak også for, at Andersens envejsromance med den svenske sopran Jenny Lind hos Costello er hevet ud af salonens blege rosenduft og ind i manegen til den amerikanske cirkusdirektør og fusentast P.T. Barnum. En farverig skikkelse, der virkningsfuldt og helt og aldeles historisk korrekt agerer tredjemand og kontrastelement, når Costello skal fortælle historien om Andersen og Lind. Banjo, umpa-umpa-tuba og et forstemt klaver gav præg af varieté, lugt af savsmuld og en ny, frisk vinkel på sladderhistorien om den svenske nattergal og den danske eventyrdigter. Og der er knusende gode linjer at hente hos Costello: »Gentle laughter flowed / just as her lips bestowed / a dashing word like 'brother' / a crushing word like 'friend'«. Egentlig skulle vi have oplevet verdenspremieren på en ny kammeropera om H.C. Andersen og hans tragiske betagelse af Lind, men operaen er ikke færdig. I stedet kom Costello så altså selv og sang nogle af sangene fra operaen, som det hed. Men stop lige en gang ... nogle af sangene fra operaen? Hvad betyder det? Hvad skal der være indimellem disse sange, når operaen er færdig? Hvem skal synge dem, når Elvis har fuldendt sit værk og fjernet sig fra det som en dydig komponist? Det her er jo rocksange med kanter og knaster. Endda særdeles personlige kanter og knaster. Skal de ende som en pinlig musical, orkestreret og berøvet Costellos stemme, der ret beset er lig medsangene? Det Kongelige Teater averterer med, at næste år kommer den færdige kammeropera, men hvis man forestiller sig andet end en stribe færdige sange med Costello på scenen, synes jeg ærlig talt, dette er et bedre bud: Elvis Costello har med 'The Secret Songs' skrevet en sangcyklus om Andersen og Lind. Mere eller mindre færdig, selv om man kan diskutere, hvor godt Linds sange fungerer. Uagtet den gribende duet mellem Andersen og Lind, der med sin faldende lamento-bas låner fra en mester som Purcell, måtte Gisela Stille som operasanger i Costellos rockunivers bevæge sig for meget i dybden og dermed også for meget rundt mellem registrene. Men altså; Her er en sangcyklus, eller en næsten færdig en, hvis bare nogen vil hjælpe Costello med at få sopranindslagene på plads. En samling sange, der fint kan ende som cd. Opfør sangene med Costello på scenen. Lav cd'en. Men glem operaen. Det bliver alligevel aldrig nogen opera. Allerhøjst en pinlighed af en Andersenmusical, hvis man fjerner Costellos stemme og fylder ud med artificielt, orkestreret akkompagnement. Det ville være synd og skam, om det endte sådan, for sangene har personlighed og en evne til med deres tekster at trænge bagom facaden hos H.C. Andersen. De er kort sagt udmærkede, disse 'Secret Songs'. Når bare det er Costello, der synger dem.