Gennem en længere årrække har Bill Stewart markeret sig som en af jazzens mest fremragende yngre trommeslagere. Det har vi kunnet erfare både via plader og ved de besøg, han har aflagt os som medlem af guitaristen John Scofields kvartet. Det nye ved torsdagens koncert i Copenhagen JazzHouse var, at vi ved denne lejlighed også skulle lære ham at kende ham som leder af egen gruppe, en trio med Larry Goldings på hammondorgel og Kevin Hays på piano og elektriske keyboards. En noget usædvanlig besætning, der imidlertid fungerede ganske fortræffeligt, ikke mindst takket være den omstændighed, at Goldings og Hays ligeledes er højt begavede musikere. Det problematiske var imidlertid, at Stewart også havde tegnet sig for størsteparten af repertoiret, og på det felt viste hans evner sig tydeligvis at være anderledes begrænsede. En blues, 'How Long Is Jazz', bød på glimrende, sejt swingende spil. Ellers var der mestendels tale om enkle riffs, i flere tilfælde indbyrdes forskudt i forhold til grundpulsen, men uden større harmoniske udfordringer. Og specielt i første sæt kunne det være ganske forbløffende at overvære, så meget de tre musikere fik ud af dette spinkle materiale. I passager var det Goldings og Hays, der tjente som akkompagnatører for Stewart, der med sit medrivende, bestandigt varierede trommespil bar musikken frem. Sættets højdepunkter var imidlertid et par numre hentet blandt jazzens standardmelodier. Først en dybt beåndet udgave af Jules Stynes 'I Fall In Love Too Easily', hvor Goldings leverede den stemningsfulde introduktion, mens Hays svarede for den smukke coda. Og dernæst en inspireret version af Jimmy Van Heusens 'It Could Happen To You', der i sin reharmoniserede udlægning dog på intet tidspunkt lod selve temaet i stikken. Det var givetvis under indtryk af disse to stærke oplevelser, at jeg syntes, at andet sæt indebar en nedtur. Indledt af en lang, lang trommesolo og videreført - stadigvæk med fokus på trommerne - i et vidtstrakt forløb, der tog sig mere prætentiøst ud, end godt var. Dernæst et stykke, jeg vil betegne som en ufuldbyrdet blues, og heller ikke den efterfølgende ballade eller endnu en standard, Jules Stynes 'Just In Time', kom op på niveau med, hvad vi tidligere på aftenen havde hørt. I pausen kunne man erhverve sig trioens cd, der er indspillet i 2002, og som absolut er anbefalelsesværdig, idet det kun er til fordel for musikken, at de enkelte numre er kortere og Stewarts egen rolle knap så dominerende. Er man interesseret, kan man også skaffe sig den via internet.