Tre sange inde i søndagens elektrisk mættede gudstjeneste med U2 som gæsteprædikanter i fodboldens frikirke, Parken, skete der noget lidt overraskende. Midt i 'The Electric Co', der lød lige så rå og frisk som på gruppens 25 år gamle debutalbum, vinkede Bono pressefotograferne op til sig på den cirkelformede catwalk ude i det, der denne aften helt bogstaveligt var publikumshavet. Farvestrålende regnbue »See me, feel me«, sang den 45-årige Bono nærmest forførerisk lokkende ind i linserne. Et udtryk for selvfedme af den mest blævrende slags fra den ukronede konge af kendis-land, medieludernes yndlingsprofet, der i kraft af sine missioner i verdens vigtigste herreværelser har givet selve det at være kendt mening ved at bruge det til noget? Nej, tomheden og den eventuelt dårlige samvittighed over at ride i tørre bukser på den farvestrålende regnbue, vi andre tager brusebad nedenunder, må gratisterne selv ligge og rode med. Satans fotografer Bonos spontane dans med medieverdenens måske mest udskældte gruppe, de satans fotografer med deres lange afslørende paparazzi-linser, var snarere en manifestation fra rockens p.t. største celebrity af, at hvis vi ikke kan respektere hinanden, hvert vores virke og finde ind i en form for forståelse omkring det, kan vi lige så godt overgive os. Til bomberne, til mørket, til døden. Og overlade det til farvestrålende ugeblade at være talerør for A/S Global Tankevirksomhed. Men, som alle 48.000 plaskvåde deltagere i messen for menneskeheden i Parken kunne mærke helt ind bag regnfrakkerne, så har U2 ikke givet og overladt scenen til kynismen. »Sexy people«, stønnede Bono efter sangen ud over sit publikum, en parade af regnslag med hætter, som fik scenariet til at minde mest om en festival for Ku Klux Klan. Bono har næppe en fetich for gummistøvler og regnslag. Men han har ret - der er noget sejt og sexet over i den grad at hæve sig over et emsigt vejrlig, der formede en ellers lovende sommerdag om til noget, som mest lignede dommedag. Stående samleje Den fabelagtige 'Elevation' flåede os straks endnu højere op fra den dyngvåde betonklods, hvor stemningen denne søndag var lige så medrivende som ved en gyngende gospelkirke i de fugtige amerikanske sydstater. Sangen forvandlede koncerten til et stort stående samleje, hvor spiritualitet og sensualitet forenedes på fortryllende vis. Lige her oplevede vi det måske smukkeste, vi i den moderne, vestlige verden kan stille op med. Midt mellem vores bævende usikkerhed og egoismens fornærmede afvisning af, at nogen truer alt vores gods og guld, stod vi her forenet i et fællesskab af format. I en grad så man næsten kunne forestille sig styrken af fællessangen under besættelsestidens alsangsstævner, bare tilsat en ordentlig omgang sexet rock'n'soul. »All is quiet on new year's day«, som Bono sang i næste nummer. Ja, mon ikke? Tavs eftertænksomhed, blandet med larmende begejstring for koncertens næste søde gys. »Vi har nydt opholdet i denne smukke by, hvor vi faktisk har været igennem alle fire årstider på en dag i dag. Da regnen pissede ned, blev det rigtigt irsk vejr, som vi elsker det. Tak for det. Og tak, fordi I har givet os et godt liv«, sagde en næsten naturstridigt veloplagt Bono til os. WOW! Hvornår har man lige sidst hørt en så dedikeret tak til sit publikum fra en såkaldt rockstjerne, selv om skarnene ved - nå, ja - Gud i himmelen i den grad burde gøre det. Tydeligt og synligt Det er det særlige ved U2. Selv om den sejlivede irske kvartet gennem sin altid intense koncertvirksomhed og striben af store sange har slidt sig til at være det største rocknavn nu om stunder, er de stadig i øjenhøjde med deres publikum. Der er ingen mystik over U2, ingen sex, stoffer eller skandaler, ingen uigennemtrængelig mytologi, ingen aura af den coolness, som rocken ellers ynder at gemme sine personligheder bagved. Alt er tydeligt, hørligt og synligt i Parken, både på storskærmenes skarpe billeder af de fire musikere og i det faktisk næsten fremragende lydbillede med plads til, at alle instrumenter står klart hver for sig. Og sammen. Den fundamentalt fremragende rytmegruppe med Larry Mullens tunge trommer, der hele tiden pisker bandet videre og opad, og Adam Claytons groovy bas, som hele tiden suger publikum til sig. Oven over det surfer The Edges guitar med de åbne akkorder, som hele tiden inviterer os indenfor i melodierne som strålebundter af lys. Det er ren og skær rock, skåret helt ind til benet, uden antydning af udvendig staffage og de effekter, mange andre vælger at fylde så store scener med og som U2 også tidligere har sværget til. Men nu er scenen nøgtern og enkel, en væg af stål med stemningsskabende, psykedeliske lys og små flimrende filmstumper. Næsten symbolsk kastes vi op mod muren i kaskader af rå, rock, hvor hver en nerve er blottet. Blod mod beton, muren, sjæl mod stål, kærlighed mod had. Det regner også på U2 Forløst af Bono, hvis stemme bare synes at blive bedre og bedre, mere og mere præget af soul i et register, der vel kan indfange hver eneste følelse i den menneskelige sjæl og i Parken sågar også demonstrerede tendens i retning af opera. Fra første færd i 'Vertigo' står det klart, hvad det hele handler om, da han fræser gennem sit »gimme something I can feeeeel« ned over os. Og føle det her kan man, med mindre man har pansret sig inde. 'Beautiful Day' får en skov af dannebrogsflag til at rejse sig, i 'All I Want Is You' haler sangeren en pige i grønt regnslag op på catwalk-cirklen. De står i tæt omfavnelse, mens han synger videre og til sidst overtager hendes regnslag, går på knæ og kysser hende på hånden. For det regner også på U2, når gruppen igen og igen forlader scenens beskyttende busstopskure over instrumenterne for at gå planken ud foran scenen. Den runde catwalk får det til at se ud, som om alle veje fører op til scenen, endnu en understregning af illusionen om, at i denne kirke er vi alle lige. I 'I Still Haven't Found ...' lyder fællessangen som ren gospel, og det får Bono til at udbryde: »I think it's the church, man«. Og det er det jo. Med plads til at hylde alle de smukke, venlige danske venner som Torben Ulrich - »en helt ekstraordinær mand«. For slet ikke at tale om stranden ved Helena Christensens sommerhus i Rågeleje, hvor Bono indledte søndagen med en morgendukkert. Det lyder nærmest som hyggesludder, når vi inviteres indenfor i det private univers på turneen. 'Miracle Drug' kalder os tilbage til virkeligheden og dedikeres til »de sygeplejersker og læger, vi håber kan forlænge det liv, vi elsker«. På stålmuren flakser et hjertediagram samtidig - jo, der findes humor i U2's univers, selv om det først og fremmest er emotionelt. Som i sangen til den afdøde far, 'Sometimes You Can't Make It On You Own', hvor Bono formår at dele det mest intime og private, sorgen, med et helt stadion, uden at det føles som for meget, fordi ingen kan betvivle ægtheden. Heller ikke bønfaldelsen 'Sunday Bloody Sunday', der dedikeres til terrorofrene i London og Egypten, kammer over. Fordi man tydeligt fornemmer, at alle her deler følelsen og den fælles afmagt, der får Bono til at spørge: »Father in heaven, what have we done?« og brøle: »No more terror!«. Under en bandana, der med inddragelse af den arabiske halvmåne, den jødiske stjerne og det kristne kors former ordet: »coexist«. »Det er ikke rockstjerne-nonsens. Det er, hvad vi virkelig kan gøre«, som Bono understregede, da 'Pride In The Name Of Love' og 'One' udformede en forbløffende finale for Afrika. Og tændte mobiltelefoner alle tribuner rundt fik stadion til at ligne et juletræ på sangerens opfordring. De smukke vikinger Efter en koncert, der var både unik, rørende, gribende og virkelig i sjælden grad ramte øjeblikket, er det svært at være uenig. Tilbage var blot en tak til de »smukka vikingar« på gebrokkent dans. Og en ordentlig røvfuld ekstranumre med Bono spankulerende i kæk kaptajnskasket under paraplyen i en kort tilbagevenden til bandets postmodernistiske ironi i 1990'erne. Vi fik en knusende manifestation af karisma og nærvær. Måske havde vi ikke oplevet verdens mest suveræne stadionkoncert, men til gengæld havde vi i sjælden samklang fundet det bedste i U2 og hinanden. Hvilket ikke er det værste at soppe hjemover med efter en gudstjeneste til menneskets gud uden navn, men til gengæld med masser af gavn. Derfor giver vi et ekstra hjerte til det sejlivede publikum for sommerens stærkeste regndans.