Det vil altid være forbundet med en vis risiko, når kunstnere baserer deres sceneoptræden på deres senest udgivne cd. For det mindste, man forventer sig, er, at koncerten lever op til pladens niveau. Og det synes jeg ikke var tilfældet, da Madeleine Peyroux og Curtis Stigers i Operaen med hhv. 'Careless Love' og 'I Think It's Going To Rain Today' tog afsæt i deres nyeste cd'er. Det var der flere grunde til. Begge sangere, men i særdeleshed Peyroux, kræver - for at yde deres optimale - en intimitet, der lader selv den mindste afskygning i deres foredrag træde frem. Og den lod sig ikke etablere i Operaen med dens store rumklang, hvor jeg fra min plads på femte række ofte følte, at sangen bredte sig hen over hovedet på mig. For Peyrouxs vedkommende gjorde der sig yderligere det gældende, at hun ikke har megen personlig udstråling. Hendes ukunstlede fremtræden virkede sympatisk, men næsten alt, hun sang, hvilede i samme, tilbageholdte udtryk, og jeg må tilstå, at jeg ikke undgik at kede mig. Det, der indimellem kunne live op, var Kevin Hays' klaverspil. Under de givne omstændigheder fik dog heller ikke det lov til at udfolde sig for alvor. Det ville givetvis have taget for meget fra Peyroux. På cd'erne er der endnu en ting, som Peyroux og Stigers har været fælles om. Nemlig den lykke at blive ledsaget af en så fremragende pianist som Larry Goldings. Det gik som nævnt fint nok med Hays, men for Stigers, selv i strandskjorte og røde bukser, var det fatalt at blive akkompagneret af tre korrekt påklædte herrer, der lignede - og åbenbart også havde påtaget sig deres opgave som - funktionærer. For Stigers må selv tage ansvaret for, at trioen i de stærkt rytmisk betonede numre fik lov til at levere et spil, der i sin militante bastanthed tilmed ofte overdøvede hans egen sang. At de slet ikke var dårlige musikere, viste de nemlig, når de i mere rolige tempi gik mere stilfærdigt til værks. Og det var også Stigers bedst tjent med. Her demonstrerede han, hvilken eminent sanger han er. Men mærkeligt nok havde han i denne forbindelse ikke medtaget de to numre, der markerer sig stærkest på cd'en, Tom Waits' 'In Between Love' og Cy Colemans 'It Amazes Me'. Og så sluttede det hele endnu en gang med Charlie Parkers 'Billie's Bounce'. En forrygende energiudfoldelse, båret af en lige så forrygende musikalitet.