Tre doktortyper, et ældre ægtepar ved et kaffebord, et legetøjspiano, en sampler, et trommesæt og en lækker sygeplejerske med en dyb mandestemme. Det var blot nogle af ingredienserne, da trioen Hess Is More iklædt hvide kitler præsenterede deres Roskilde-eksperiment. Det blev en af de mest sjov-kloge koncerter, jeg mindes at have set. En demonstration af, hvordan legesyge kan være drivkraften i selv det mest snurrige og originale eksperiment. Det startede med at de to hvidhårede folkemusikanter, Faderen og Moderen, kom på scenen og foran et lille rundt kaffebord med kniplingsdug spillede en polka og en dronningedans fra Møn. Dissing i baggrunden I baggrunden fortalte Poul Dissing en lille fabel om de mange fiffige instrumenter, der snart alle til hobe skulle dukke op på scenen. Hess Is More er et orkester i udvidet forstand. Sampleren var indstillet på en 'fordobler-effekt', så både babypiano og xylofon kunne spille med længe efter, at de i realiteten var ophørt med at spille. En blanding af teknologi, jazz og legestue med Dr. Hess og det lille røde babypiano som ledetråde. I ét langt organisk forløb foldede det både elektronisk og mandskabsmæssigt voksende orkester sig ud som en herlig og aparte lydblomst. Hess Is More - det spiller selvfølgelig på det minimalistiske ideal 'Less is more', men her blev minimalismen maksimeret uden at miste sit grundlæggende ideal. Snarere oplevede man, hvordan det enkle bliver til en kompleks størrelse igennem gentagelse og variation. Som trommeslager spillede Hess sig frem til formidable kaosteorier og i rollen som vox humana kulminerede han, da 'Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt' blev forvandlet fra barnlig volapyk til fælles-mantra for et publikum, der fandt sit samlende udtryk i en ung fyr, der udbrød »Det er fandeme mærkeligt!«. Grænsegenial Med et stort smil smurt ud over hele ansigtet. Ach, denne videnskabsmusikant Herr Dr. Hess! Er han gal eller genial Grænsegenial er jeg tilbøjelig til at mene efter denne time i laboratoriet, der kulminerede i den annoncerede 'Tip Top Jam'. Som viste sig at bestå i, at en halv snes publikummere blev hevet op på scenen, fik udstukket et instrument og en kittel. Og så blev der delt instrumenter ud blandt publikum. Og så blev der spillet. Både af Doktor Mor og Doktor Far. Og klappet. Og det lød faktisk som noget. Noget herligt. Som en tip tip dynamo. Som noget musik, hvor vi alle sammen var en del af et vellykket eksperiment.