Det kan stadigvæk lade sig gøre. At brække rockmusikken op med rode, smadre dens konventioner og sætte stumperne sammen på nye måder. Den canadiske duo Death From Above 1979 gjorde det med enkle midler og kompleks kunnen. Bas og trommer, lidt sang, en megafon og en smule keyboard. Piskende trommer og rasende bas Efter fem minutter smed trommeslageren og sangeren Sebastien Grainger kasketten og det meste af tøjet og piskede løs med den senede overkrop bøjet ind over trommerne som en grådig liggnasker bøjet over den konventionelle rockmusiks endnu varme kadaver. I disciplineret skt. veits-dans svingede Jesse Keeler rundt med sin bas i et rasende tempo. Men han havde også travlt, når man nu både skal udfylde bas- og guitarrollen, mens man på én gang spiller supersonisk heavy metal og en rockmusikkens svar på free jazz. Anstrengende og befriende På den tunge rocks præmisser tog DFA arven fra de tænderskærende pionerer i Suicide op. Et anstrengende og befriende bekendtskab. Indimellem føltes det kun som en gradbøjning fra at få et lag bank. Men samtidig en dybt inspirerende indføring i grundstoffet: Rockmusikken er stadigvæk byggeklodser og smeltedigel. Kun viljen, fantasien og evnerne sætter grænser. Keeler og Grainger havde alle tre ting i spandevis.