I en forelskelse mellem et opretstående klaver og et Bösendorfer-flygel kan der ske hvad som helst. I hvert fald når Tori Amos sidder på skamlen mellem instrumenterne og spiller på alle tangenterne, mens hun synger med en stemme, der i sig selv er en hel palet af temperamenter. Tori Amos hverken komponerer eller optræder, så hun kan sættes i bås med andre. Album for album har den nu 41-årige amerikanske præstedatter siden gennembruddet med 'Little Earthquakes' i 1992 brugt sine private erfaringer med klassisk musik, popmusik, kristen skyldfølelse, sexisme, ægteskab og moderskab i en fantasifuld sangskrivning, der næres af en tekst- og tonemæssig detaljerigdom langt ud over det sædvanlige. Sommetider er hendes melodier så omstændelige og hendes sprog så ornamenteret, at det lukker for oplevelsen af sangene. Men det var ikke tilfældet søndag aften i en udsolgt Falconersal, hvor hun med en varm og imødekommende udstråling gennemspillede nogle af de temaer, hun er optaget af på albummet 'The Beekeeper' fra i år og i bogen 'Piece by Piece', som hun har skrevet sammen med journalisten Ann Powers. 'Original Sinsuality' er en af de centrale sange på 'The Beekeeper'. Tori Amos har givet hele sin turné navn efter den sang, der er et opgør med lighedstegnet mellem lyst og synd. I Falconer åbnede hun koncerten med den blide 'Original Sinsuality', hvorefter stemmen blev grov og bevægelserne teatralske i den hadefuldt anklagende 'Blood Roses'. På forhånd kunne man tvivle på Amos' evne til solo at fremføre sangene fra 'The Beekeeper', som på samme tid er rootsrock og spirituel pop, hvis man insisterer på at genrebestemme dem. Der var da også øjeblikke, hvor rytmesektionen savnedes, og hvor hendes forsøg på at kompensere for den med hårdt klaverspil lød som et klodset ekko af tangentdomineret 70'er-rock. Men som helhed lykkedes det for enkvindesorkesteret Tori Amos at fylde luften med nuancerede, personlige fortolkninger af både eget materiale og andres. Midtvejs i koncertenblev der annonceret 'Tori's Piano Bar' på en storskærm over scenen, hvorefter hun med rank poserende ryg serverede en flot, dramatisk betonet udgave af det ellers i forvejen sønderspillede Moody Blues-nummer 'Nights in White Satin'. Hun bruger i det hele taget sin krop til at kommunikere med. Ikke som i starten af karrieren hvor hun vred sig rundt på klaverskamlen, indtil bevægelsen begyndte at ligne manieret sensualitet. I dag nøjes hun med mindre bevægelser. Som et enkelt markant vink med højre arm eller et langt blik på publikum. Og som at rejse sig halvt op en gang imellem for at bokse i tangenterne eller knække bestemt i nakken, så de ravgyldne krøller bruser ned ad ryggen. Det er ren nydelse at betragte Tori Amos. Med alt det hår og iført stort hvidt og sartgult skrud skulpturelt arrangeret på den porcelænshvide hud ligner hun en figur fra et David Lynch-univers, når lyssætningen er blodrød, og hun med voldsom stolthed i stemmen synger »I got me some horses to ride on, to ride on, they say that your demons can't go there«. 'Horses' og den melodisk klare og stemmemæssigt rene venskabssang 'Hey Jupiter' var nogle af de få egentlige hits, Tori Amos spillede på klaver, flygel eller det mere rundt klingende elorgel. Når hun altså ikke spillede med venstre hånd på det ene instrument og højre hånd på det andet. Men koncerten igennem ramte hun en fornuftig balance mellem det improviserede og det genkendelige. Hendes nøgne og fine afsluttende version af titelnummeret fra 'The Beekeeper' viste både, hvor smuk den sang er, og hvor langt hendes stemme rækker. Hele vejen hjem under fuldmånen.