Han er en to meter høj homoseksuel transvestit, og han får voksne mænd af enhver støbning til at græde. Antony. Mærk dig navnet. For sammen med sit backingband The Johnsons er han ansvarlig for sjældent grundvoldsskælvende sange farvet af kabaret, opera, blues, jazz og kammermusik. Sange om død, ensomhed, kærlighed og drømmen om at blive en kvinde. Sange, der mandag fik folk til at fylde Loppen til det absolutte bristepunkt. Og folket får, hvad de forventer - patos - men også mere til denne mandag aften. For fra begyndelsen går Antony bænket ved et flygel i dialog med det ekstremt lyttende publikum. Har I det også varmt? Er aircondition forbudt i Skandinavien? Ikke surt, men kærligt, bekymret, humoristisk, interesseret og overraskende udadvendt. Og sådan fortsætter det aftenen igennem i en insisteren på, at sangene har deres unikke private rum, vi hver især træder ind i, når musikken fylder os. Og at koncertsituationen samtidig er et kollektivt rum, som vi deler og bør nyde at dele. Så vi gynger alle helt gennemblødte og alene i Antonys indre hav, der skælver så smukt på overfladen og rummer tusindvis af favne følelser i svulstig bevægelse underneden. Så stopper musikken. Den amerikanske sanger og sangskrivers røst slipper os, hans fingre forlader tangenterne, hans næsten kammermusikalske, både meditative og meddigtende backingmusikere løfter fingre, plektre, buer fra de nu stillestående strenge på bassen, guitaren, celloen, violinerne. Og vi er sammen igen. Tørskoede. Og Antony får os med fattet talestemme til at le og smile over sine krukkerier, morsomheder (»God bless those hippies«) og dialoger med publikum. Og han får os til at knipse og brumme (hvilken smuk effekt af 500 mennesker i fællesskab) som underlæg til hans helt uforlignelige og svulmende vibrato, der klinger fra dybt i struben, rig, fyldig med en duft af ædelt, opvarmet træ. Hvad kan Antonys helt unikke stemme? Den kan bekræfte os i, at vi alle skal dø og falde fra hinanden, at vi alle er både elskede og forladte. Det lyder banalt, men derfor også så meget desto mere kraftfuldt, at den to meter høje newyorker alligevel så ubesværet rejser kollektiv gåsehud. Måske fordi hans stemme med sin varme voldsomme skælven ikke kun minder om vor stakkede frist i denne dødelige tummel, men også giver en salig fornemmelse af omfavnelse. Måske fordi hans vidtfavnende androgyne korpus denne aften klædt i diskret sort dametøj, behængt med dametaske og toppet med langhåret sort paryk åbner for en bred definition af køn og krop og er noget tredje, som både mand og kvinde kan forsvinde i. Vi er vidne til en mageløs oplevelse, der desværre skæmmes af et overophedet Loppen, der også byder på forvrænget diskant fra højttalerne og kun levner de forreste rækker samt mennesker i Antony-højde udsyn til den siddende hovedperson på den ak, så lave scene - et podium kunne f.eks. have hjulpet. Vi elsker alle Christianias ærværdige spillested, men kun de forreste rækker fik altså en intim og visuel oplevelse.