Det er ofte de ganske enkle midler, de små afvigelser, der kan vise sig at være de mest virkningsfulde. De giver anledning til at skærpe opmærksomheden og trække det væsentlige frem. Og sådan forholder det sig også, når nye strømninger, nye muligheder for at udtrykke sig, melder sig. Eksperimenter er både nødvendige og velkomne - og gerne for deres egen skyld. Men deres sande betydning træder først frem, når de fungerer som redskaber og tjener en større helhed. Denne udvikling har den norske kvartet TINGeLING gennemgået. For alle de elektroniske effekter, brugen af båndsløjfer, overdub, samplinger, technorytmer og hvad der ellers måtte findes, er jo efterhånden velkendte. Men jeg har ikke oplevet at høre dem benyttet så overbevisende og med en tilsvarende kunstnerisk finesse, som netop nogle norske musikere, keyboardspilleren Bugge Wesseltoft og sangerinden Sidsel Endresen, har formået det. Og nu også TINGeLING, anført af sangerinden Eldbjörg Raknes og med Steinar Nickelsen på keyboards, Nils-Olav Johansen på basguitar og Per Oddvar Johansen på trommer. En udtryksfuld stemme og tre glimrende instrumentalister, hvor ikke mindst Nickelsen markerede sig som en fortræffelig solist. Og det skulle der til, for at man kunne føle sig indfanget fra første øjeblik. Kun stemmen i al sin nøgenhed og en baslinje, der løb sin egen vej på tværs. Senere fulgte også de andre to musikere med, og Raknes benyttede sig flittigt af alle de muligheder, den elektroniske teknik åbnede for. Men anvendt med en beherskelse og en sans for nuancering, hvor også evnen til at give afkald manifesterede sig. For det forunderlige var, at musikken gennem alle manipulationer var i stand til at bevare sit udtryk af menneskeligt nærvær og spontanitet. Det var ikke meget, jeg forstod af Raknes' norske dialekt. Enkelte ord lod sig dog opfatte. Navne som Neruda, Bukowski, Lorca, Joyce og Dorothy Parker, hvis tekster dannede udgangspunkt for en række af de sange, gruppen fremførte. De fleste af en bæredygtig melodisk substans. Men - især i andet sæt - også nogle, der ikke holdt samme mål og dermed svækkede noget af det fascinerende indtryk, som gruppen havde opbygget før pausen. Her blev højdepunktet en sang med svensk tekst, 'Många röster taler'. Som fik mig til at tænke på, hvor vidunderligt et sprog svensk dog er at synge på!