Björk er genial. Ingen andre i mainstreammusikken ser tilnærmelsesvis det, hun ser - endsige gør det, hun gør. Hendes nye album 'Medulla', der udkommer på mandag, er en helhjertet udflugt ud i vokalmusik. Til formålet har hun bl.a. håndplukket avantgardesangeren Mike Patton, som nogle vil huske fra hans tid i Faith No More, og den menneskelige beatbox Rahzel, der er bedst kendt for sit samarbejde med hiphopperne The Roots. Hvilket overblik! Ubeskrivelig kombination Heldigvis er de to blevet så gode venner, at de er taget på en lille turne - desværre uden islændingen selv. Hun var nu ikke spor savnet i Lille Vega under deres dybt betagende, morsomme og musikalsk vellykkede show, der næsten unddrager sig beskrivelse. Rahzel, stor, tyk og sort - »he's got a fat ass!«, som Patton formulerede det - lagde det ene smældende vokale trommebeat efter det andet. Patton, tynd, sær og hvid - »I've got a skinny ass!« - brugte backingen som affyringsrampe for at flegne fuldkommen ud. De kommer fra hver deres tradition: Rahzel mestrer hiphoppens strikse funkdrive og ekvilibristiske blær, når han tryller fuldt trommesæt, menneskelig scratch og indstuderede rapbidder frem fra egen mundhule. Og Patton er den kompromisløse avantgardes mand. Han kunne croone så skjønt, hvis det var det, han ville - men i stedet har han besluttet sig til at gå på opdagelse i sin egen øre-næse-halsregion. Rablende! Denne proces er dybt forunderlig at bevidne: Rablende tungetale afløses af oral laptopknitren, Anders And-kvækken, snerrende kattejammer. Med en mimik som Daffy Duck hopper han på Rahzels beat med dyb growl, barnlig fingerpludren, opkørt båndsalat, pseudoorgastiske støn, højpitchede tantrumskrig, psykometallisk spilledåseknirken, gal kyllingekykeliky - og lidt nærmest modvillig skønsang, alt sammen tilsat passende og upassende doser effekter som ekko og metalfilter. Og medbragt lyd i form af støjflader, barnegråd og lidt keyboards. Wow. De to må hver især have drømt om at finde hinanden en dag. For Rahzels funk redder Pattons udskejelser fra at blive til ren syre. Og Pattons originalitet og spændvidde giver Rahzel værdigt modspil efter årevis af rapmonotoni. Et vanvittigt musikalsk hovedspring I hvert nummer arbejde de to vidunderbørn da også disciplineret med og mod hinanden, når de ikke battlede direkte: Rahzel med sejt udtrukket reggae, Patton med manisk cirkusmusik á la hans band Mr. Bungle. Det funkede. Men de to er også så snotmusikalske, at selv en ordre til en fyr på balkonen om at slukke sit videokamera blev til en oplevelse. En vanvittig sammenstilling. Et vidunderligt hovedspring ud i, hvordan musik også kan lyde. For fuld angstudblæsning Klart nok at man så slutter med en coverversion af J.J. Cale's 'Cocaine' - med Rahzel som fuldfed bund og Patton for fuld angstudblæsning. Aldrig har den sang givet bedre mening. 500 heldige mennesker kunne gå ud augustnatten en enestående lyd- og anatomioplevelse rigere. Og med kolossale forventninger til den nye plade fra en fantastisk islandsk kvinde, der er skyld i det hele.