Der er grund til at smile. Vi befinder os i Danmarks næststørste by, men den ligner mere og mere nationens elektromusikalske hovedstad. Og selv om nogle kalder Århus for vor største provinsby, så er der intet provinsielt over byens musikliv generelt i disse år. En flod af udenlandske kunstnere fosser gennem byen og masser af lokal kraft blander sig i strømmen i form af musikere og pladeselskaber uden videre hang til mainstreamlir eller eftersnak. DIEM - Dansk Institut for Elektronisk Musik - og Dansk Rocksamråd - ROSA - og Spot-festivalen med fokus på skandinavisk musik i bred forstand udfolder sig alle i Århus. Lige som Jysk Musikkonservatorium nu også tilbyder en elektronisk musikuddannelse i byen. Og alene sidste år kunne man nyde i hvert fald tre interessante, mere eller mindre elektroniske festivaler med international vægt: Missfobi, EMMA Festival og Recession. Sidstnævnte blev affyret for anden gang fra torsdag til lørdag i den forgangne uge - prydet af alternativ dansk og udenlandsk elektronisk musik, hiphop og rock. Og her torsdag aften på Train er der vitterlig grund til at smile. Ikke mindst over russisk-engelske DJ Vadim, 'the czar of hiphop', samt dj-kollega, sanger, rapper og percussionist. Men også over et snart fyldt gulv, der vugger under Vadim og hans medsammensvornes jazzede, lurendrejerfunky og søvnigsexede loopmagi, raps, sang og congas - med giftige afstikkere i electro og drum'n'bass. Tekstligt er vi i humanistisk territorium med både feministiske, storpolitiske ('Tony Blair vrouf vrouf') og nærrevolutionære bredsider, og publikum engageres i korsang, bjergtages af dj-eskapader, ja, vi charmeres i det hele taget af et dybt ukrukket lune, som strømmer fra scenen. Et tidligt kollektivt højdepunkt. Men der er alligevel helt anderledes amok ti minutter væk i Musikcafeen. Den franske trio DAT Politics får sveden til at drive ad væggene med deres intuitive angreb på bærbar teknologi. Lydene er naivistiske, sangen er lad-os-sige ukrukket, melodierne er enkle og fænger omgående, mens beats knaser og brager gennem vore kroppe. Techno, gabba, electroclash, punk. Det er dybt begavet idioti, og bedre end nogen andre inkarnerer DAT Politics legesygen og den potentielle umiddelbarhed i elektronisk musik. Vi er til rave. Eller til afdansningsbal for forårskåde teenagerobotter. Lige meget. Bare de ikke slukker for maskinerne. Fredag. Og The Handsome Family tager os ved hånden ind i deres sydstatsgotiske country. 'The next song is about what happens to a body, when you leave it in the woods for a long time. It's educational'. Ægteparret Brett og Rennie Sparks i front på strenge og ved mikrofoner og Bretts bror Darrell på trommer. Countrytraditionen strømmer gennem New Mexico-bandets årer, men den er iblandet både ironisk distance og afgrundsdyb betagelse af den ærværdige genres patos. Brett angriber guitaren med brillant og paradoksalt grovkornet finesse, mens Rennies forklaringer af hendes sangtekster er både skarpsindige, poetiske, foruroligende. »In America being in love means planning to kill someone«. Og stemningen på Train gennemvædes af adstadig gru, drævende længsel, begsort humor. Mageløst. Den krøllede rute til Musikcafeen tilbyder endnu en gang udfrielse, ja, af nærmest religiøs art med duoen Scion i selskab med Paul St. Hilaire. To blege germanere ved deres laptops og en rastasanger groovende og messende i mellem dem, krummet over mikrofonen. Frem manes en digital og knitrende bredformat-dub, en saliggørende tromme- og basvirus, der gennemtrænger ethvert molekyle og forvandler spillestedet til et ekkoende kongerige. Alt går op i en højere underfuld enhed, hvor Pete Substance og Rene Vainqueur konstant formår at vride nye detaljer og forførelsesteknikker ud af deres guldgrube af lydfiler. Og St. Hilaire, ånden teknokraternes maskineri, hæver den industrielt klingende lydmassage til sakrale højder. Og vi er i kollektiv ekstase. Der skal sparkes lidt mere igennem lørdag på et ikke voldsom velbesøgt Train, da danske Dj Static & Nat Ill skal have gang i festen. Men det går. Takket være Statics forrygende vinyljonglering og -dissekering og Ills fornemme evne til at synge og glide på vokalerne uden at miste den spruttende kraft i udstansningen af konsonanter. Og selv om originaliteten måske (endnu?) ikke er larmende, så er duoens professionelt sammentømrede og dynamiske udtryk et klokkeklart løfte for fremtiden. Kevin Blechdom er til gengæld i fuld flor. Den lille trinde kvinde fra San Francisco, nu bosat i Berlin er en performer af guds nåde. Fordi hun ommøblerer vore skønhedsidealer, og fordi hun giver slip og dermed får os til at give slip - her i et proppet Musikcafeen. Hendes sofistikeret programmerede laptop leverer backing til hendes sang, der helt bevidst skingrer på kanten af nervøst sammenbrud. Blechdom er one-in-six-billions, og hendes sjæleudkrængning og flænsende ironiseringer over vor kultur er noget af det morsomste og mest rørende overhovedet i musikverdenen. The Bug er også noget unikt. Det må vi sande i Voxhall, hvor et ocean af tøris breder sig, og en panserkrydser af lyd asfalterer vore sanseapparater. Den bliver navigeret af The Bug alias britiske Kevin Martin samt en medbragt toaster med så tung en jamaicansk accent at jeres udsendte kun formår at opfange ordene 'Mr. Bush and Mr. Blair'... Men Martins maskiner og jamaicanerens aggressive bredsider taler også for sig selv. Et digitalt inferno, en rasta-apokalypse af industrial, techno, dub og dancehall, ja, sågar den diwali-rytmik som vi kender fra Lumidee-hittet 'Uh Oooh'. Jordskælvsbeats, forkullet synth, napalmbomber af støj, stroboskoplys og tyk tåge. Eller sagt på en anden måde: Nydelse og fortabelse gennem afstraffelse af sanserne. 'Gode fester kommer fra hjernen og appellerer til hjertet', lyder det i Recession-katalogets leder, og ud fra den devise må der har været en god del tankekraft involveret i undfangelsen af Recession. Selv om man da oplevede svipsere. For eksempel blev Århus Underground Hiphop-arrangementet på Fever aflyst, fordi flere af musikerne var under 18 år - dem ville dørvogterne ikke lukke ind. Det trykte katalog var noget sløset skruet sammen. Og på programmæssigt kunne man også ønske sig lidt mere fremsyn inden for rockmusikken, hvor der efter min mening var for mange britiske melankolikere og shoegazere af den gamle skole - med eller uden elektronisk alibi. Men der er stadig masser af grund til brede smil i Århus efter Recession 2004. Og så har jeg endda helt glemt at nævne en af baggrundene for det elektroniske musiklivs blomstring herovre: den såkaldte elektroniske million. Første gang uddelt sidste år til elektromusikalske aktiviteter via et kulturpolitisk flertal i Århus Byråd, som har bevilliget en sådan million årligt til og med 2006. Man kan frygte at en økonomisk saltvandsindsprøjtning over tid kan korrumpere, skabe usund konkurrence og krav om større lønninger i alle led i miljøet. Men indtil videre vibrerer det alternative musikliv generelt blot lystigt af stædig iværksætterånd og indædt samarbejdsevne. Og hurra for det.