Den langskæggede trommeslager Olaf Olsen lignede en mellemting mellem Torben Ulrich og en norsk skovtrold, når han ludende ind over sine skind, tørt og tungt, lagde kræfter bag endnu en kærlighedssang om tro og tvivl, tillid og bedrag. Med 'Honeyburst' har Tim Christensen med den glorværdige fortid i Dizzy Mizz Lizzy definitivt etableret sig som solisten, der kan og vil det hele selv. Men den første af de udsolgte koncerter i Store Vega viste, at Tim Christensen bag sig har sammentømret et turnéband af usædvanlig stærk kaliber. Bakket op af Nicolai Munch-Hansen (bas), Lars Skjærbæk (guitar) og Skovtrold Olsen havde Tim Christensen den afgørende tryghed, der satte ham i stand til at klare selv de sværeste hurdler med overskuddet i behold. En tryghed, man fornemmer er altafgørende for Christensens flyvehøjde. Denne aften fløj han højt. Hverken vild hårvækst eller kasket fra Carnaby Street kan skjule, at Tim Christensen er uforbederlig perfektionist. Manden kan ikke lade være med at forfølge det gyldne snit, men på 'Honeyburst' bliver perfektionismen ikke en spændetrøje. Her fandt han en balance mellem sin kunnen og sin insisteren på at skrive kærlighedssange, der er ærlige i følelse og perspektiv. Også selv om det betyder, at teksterne tit bliver mere ydmyge end prangende. Som komponist og arrangør er Christensen værdig til titlen som McCartneys danske papsøn. Melodiernes langtidsholdbarhed er forbløffende. Som tekstforfatter kæmper han for at få det almene og det blottede til at mødes. I dette krydsfelt mellem mesterskab og ydmyghed kæmper Tim Christensen med held for at finde et ståsted, der både kan bære de nyklassicistiske ballader og en powerrock, der kun lever og ånder, hvis man også får en fornemmelse af den uventede kraftudfoldelse. Som det skete mange gange denne aften. Med skovtrolden i ryggen og blufærdigheden i behold, kom musikken frigjort og med autoritet langt ud over scenekanten. Den Tim Christensen, man oplevede i Vega, var en sublim rockguitarist og en vokalist, der turde vove pelsen i de høje registre. Så heldigvis var også lydkvaliteten fremragende. Via en introspektiv tvivlstid synes han at være nået til et punkt, hvor navlen er pillet for gammelt snavs, og hvor den musikalske overlegenhed ikke længere ligner et forsvar mod præstationsangsten. Tim Christensens kvaliteter som komponist er og bliver konservative, men det var en konservatisme, der paradoksalt nok fremstod både skarp og frisk. At 'Whispering At The Top Of My Lungs' både dukkede op i en følsom akustisk version og en ultrakort hardcore-udgave talte om spændvidde og selvtillid. Kvalitet og ikke umiddelbart originalitet er nøgleordet, når det drejer sig om Tim Christensen. Til gengæld var der denne aften på alle planer tale om kvalitet, der må gøre det ud for en slags originalitet. Man har i hvert fald sjældent hørt noget lignende fra et dansk band.