Vestkirken i Ballerup, et vedholdende lokalt center for ny musik, præsenterede søndag en 'Mikrofestival'. Om eftermiddagen spillede Christian Præstholm et (kun delvis nyt) orgelprogram. Det hørte jeg ikke, men aftenkoncerten med duoen mooseMATRIX og en svensk danserinde var trods sin korthed rejsen værd, ikke mindst takket være klarinettisten Anna Klett. Hun indrammede programmet med forrygende solospil: Poul Ruders' demonstrativt virtuose og energispruttende 'Tattoo for One' og - som en særlig gave - Karlheinz Stockhausens magiske 'Amour'. Den gamle tysker kan være en hård nyser, men 'Amour' lever op til sin titel med en elskelighed, som Klett gjorde uimodståelig og betagende. Trods en mageløst rig og subtil detaljering har hver sats sin stramt definerede stil, karakter og idé; udtryk og tonesprog er intimt forbundet med instrumentets egenart, og musikken flyder over af ren melodisk skønhed. I duoen er Klett det levende, menneskelige element over for lydteknikeren Jens Hørsvings denaturerede klange, her i 'The Blood ...' af Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Elektronikken skaber et sart moduleret rum, eller snarere et lysmiljø, som brydes og til tider sættes i turbulens af den brummende og skrigende basklarinet: en råbende i ørkenen. Det er hverken dramatisk eller meditativt, men både smukt og fængslende. Bagateller af Martin Stig Andersen og Bjørn Svin kompletterede programmet. Sidstnævnte fik fylde af en veludført fri dans, der blandede kryptiske tegn med sanseligt favnende rumdefinition. Andre steder i programmet virkede dansen nok så overflødig. jan.jacoby@pol.dk