Los Angeles-kvartetten The Black Eyed Peas er sådan en slags hiphoppens SF'ere. Noget bedre klædt, ganske vist, men alligevel: Velmenende breakbeat-filantroper med de rigtige meninger strømmende gennem årerne til takten af et lækkert swing. Indtil videre har deres musik da også hovedsageligt tiltrukket dedikerede artsfæller, men det har så sandelig ændret sig efter 'Where Is The Love' - deres socialt anfægtede ørehænger, der lige så stille har erobret førstepladsen på den danske singlehitliste. Både Boogie-publikummet og dets værter var således stærkt repræsenteret i et proppet Lille Vega, der dog måtte justere antennerne kraftigt, da opvarmningsnavnet, Cody Chesnutt fra Atlanta, gik på scenen. Han er mest kendt som manden - og stemmen - bag The Roots-megahittet 'The Seed', som han da også tævede af sig i en garageskramlende version. Der var i det hele taget dømt udfordring af det funkglade hiphop-publikum: Her stod en sort guitarist og sanger i spidsen for en ellers hvid rocktrio, der spillede med et drive og en løsagtighed, som om de tilhørte 1970'ernes New York-rockscene. Men Chesnutts kælne, desperate fraseringer og fodstampende, sjuskede energi bøjede musikken i retning af groove, soul, blackness. En helt særegen og yderst moderne rocklyd, der også favnede sporadisk human beatbox og små, musikledsagede sociale foredrag, spillet med en punket pågåenhed, der holdt frelstheden stangen. En indsprøjtning af følsomhed og rastløs energi. Det er sjældent, at både The Stooges og Marvin Gaye kan høres hos én kunstner, men Cody Chesnutt er også en usædvanlig mand. Det kan enhver snart forvisse sig om, for hans syrede og skitseagtige dobbelte debutalbum 'The Headphone Masterpiece' er omsider på vej i dansk distribution. Så var scenen sat til hovednavnet, på papiret i hvert fald, The Black Eyed Peas. Med fuldt backingband (inklusive både samplede og rigtige blæsere) i ryggen sprang de fire hovedpersoner showvant på scenen: Rapperne Will.I.Am, Apl.De.Ap og Taboo samt sangerinden Fergie. Allerede fra indledningen, 'Hands Up' fra deres aktuelle hitalbum 'Elephunk', stod det klart, at vi her har at gøre med en uhyre velorganiseret gruppe: Bandet labergroovede disciplineret derudad, og vokalisterne afløste og supplerede hinanden med stor tæft og præcision. De så endda ud, som om de nød det, hvilket også kunne siges om det stærkt medlevende publikum. Sagen er bare, at lige så veltilrettelagt Black Eyed Peas' musik er, lige så velopdragen er den. Lige så ukrukket den er, lige så uoriginal er den. Det er partyfunk, der i titler som 'Let's Get Retarded' og 'Smells Like Funk' slæber rundt på et sandt vognlæs af referencer til sig selv - »turn that shit up - play it again!« etc. Men det kan gruppens nysselige funk slet, slet ikke bære. Og faktisk var Black Eyed Peas bedst, da de sluttede med 'Where Is The Love', der med sin karakter af velkomponeret popsang trådte klædeligt uden for aftenens lomme af lun festmusik. Velfungerende er ikke det samme som velskabt, og det ville Black Eyed Peas have sandet i går, hvis den slags ellers havde deres interesse.