Hvis man ganske kort skulle beskrive forløbet af den første koncert i komponistforeningen ToneArt 2. biennale, der til og med på lørdag finder sted i Copenhagen JazzHouse, så måtte det være med ordene, at musikken var tænkt bedre, end den lød. I grunden forekom den instrumentale sammensætning i Alisio Sextet jo slet ikke uinteressant: Mariane Betran på fløjter, Simon Spang-Hanssen på fløjte og saxofoner, Per Gade på guitar, Morten Grønvad på vibrafon, Niels Gerhardt på tuba og Ayi Solomon på perkussion. Men blandingen fungerede kun i korte passager. I ensemblespillet fortrængte håndtrommerne både vibrafonen og guitaren, mens bækkenerne kolliderede klangligt med vibrafonen. På den måde var der heller ingen balance mellem fløjterne og tubaen. Desuden var den helt gal med renstemningen instrumenterne imellem. Til tider var det så slemt, at man måtte vånde sig. Men ud fra et musikalsk synspunkt var det mest prekære nok, at flere af musikerne fraserede ud fra forskellige rytmiske opfattelser. Grønvad eksempelvis med den dybe jazzfornemmelse, man finder hos amerikanske musikere. Spang-Hanssen derimod med en rastløshed, der vakte det indtryk, at han uophørligt løb i forvejen for de andre musikere. Og selv om Solomon er en farverig perkussionist, så savnede man sine steder en trommeslager, der ganske enkelt var i stand til at binde musikken sammen. Når man som tilhører ikke desto mindre fulgte koncerten helt til dørs, så var det, fordi flere komponister var repræsenteret i gruppens repertoire og derfor gjorde krav på at blive hørt. Men også fordi der i nogle af værkerne kom intentioner til udtryk, der - skønt de ikke blev forløst fuldt ud - alligevel markerede sig så stærkt, at man fastholdt opmærksomheden. Flittigste bidragyder var Spang-Hanssen med spøjse, riffagtige temaer, der gerne var bygget over en ostinat, men som ret beset ikke bød solisterne meget at arbejde med. Det fandt man til gengæld i den midterste sats i en suite af Emil Hess (som her selv sluttede sig til ensemblet på saxofon og klarinet), hvor Grønvad udfoldede sig i en fremragende solo. Kompositorisk og orkestralt svarede Morten Kargaard med sin 'Judith's Story', et kønt, lyrisk valsetema, for koncertens betydeligste indsats. Og også Jan Kaspersens 'Idiosyncrazy' var et glimrende udtænkt værk, selv om selve fremførelsen ikke kunne yde det retfærdighed. Men størst begejstring - og fuldt fortjent, omstændighederne taget i betragtning - vandt en cha-cha-cha, signeret Grønvad og Solomon, der bare dansede lystigt derudad med fine soli af Betran, Gade og Grønvad selv.