0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Show for far og støn

Husarer i alle aldre fik alt det bare skind, de kunne drømme om, hos Christina Aguilera. Men det var pigerne, der erklærede den unge diva deres kærlighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Pelle Rink

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det lignede og lød som en af disse svært moderne auditions for popstjerner in spe. Skrigende piger med et uslukkeligt lys i øjnene som håb for livet foran dem. Og knægte med bristefærdige bumser i ansigtet og drønende hormoner i kroppen.

Forskellen var bare, at her vidste vi ligesom alle sammen godt, hvem der ville gå videre og vinde tronen i popland og måske endda en dag den rigtige popprins. »Chriiiistina!«, som frøken Aguilera hed i Forum. Den 22-årige amerikaner, der dyster om at være den unge pops øverste diva i skarp konkurrence med Britney Spears og oldtidsfund som Kylie Minogue.

På albummet 'Stripped' fra sidste år fandt Christina Aguilera efter mange forsøg med alt fra frisurer til tøjstil og det der musik, et koncept, som passede hende og tiden, der som bekendt har fået skyld for at lide af en vis begejstring for det pornografiske. Hvis titlen giver en eller anden associationer i retning af at kaste kludene af sig, giver Christina Aguilera bonus for samtlige slibrige drømme.

I mørkhåret version, der gudskelov er mange lækre og godt fordelte kilo fra anoreksi, sprang frøken Aguilera rundt i mindre og mindre tøj fra indledningens heavy-outfit med læderbukser og nitter over verdens mindste shorts, til lingeriopvisningen fra Moulin Rouge for endelig at slutte som naboens pæne datter i jeans og T-shirt.

»Åh, hun er godt nok nice«, lød det med udelt begejstring fra mine to ungdommelige ledsagere, Cas & Kas.

Og det engelske ord var velvalgt. For til trods for iscenesættelsen, der har hentet inspiration i pornoens verden, er Christina Aguilera snarere sød end sexet. En småfnisende og småsludrende showmaster - »the woman in charge«, som hun selv koket sagde det, hvis udvendige klichekatalog af en koncert nok er rutineret og effektiv, men også lige så sensuel som den røde hær på strækmarch i en mudderpøl.

Musikalsk var der til gengæld flere krummer i Christina Aguilera, hvilket vel ret beset er såre sympatisk, al den stund det trods alt var en koncert, vi var til. Christina Aguilera har en stor stemme, og hun trækker den som en ung version af Cher helt op fra mavens nederste regioner med alt, hvad det fører med sig af feminin smerte og sensualitet. Ikke mindst i to sange fra soulsangerinden Etta James' repertoire, 'At Last' og 'I Prefer You', som Christina Aguilera i rød divakjole havde den godhed at servere med hele sin unge sjæl bag hver tone.

Først til sidst kammede den imponerende performance over i den workout-stil, der prægede sangerindens behandling af sit eget repertoire fra åbningen med 'Dirty' over slagsangen 'Fighter' til hittet 'Beautiful'. Det var mange stiløvelser for stemmebånd i bålsange og ballader. Cas & Kas ville godt nok gerne have noget mere gang i den, men pigerne kvitterede med tilråbet »we love you, Christina«. Aguilera er et ikon, som udstiller og spiller på sin kvindelighed, men forventer respekt og ikke afstumpet liderlighed igen. Hvilket er værd at hæfte sig ved i diskussionen om blottet maveskind på unge piger og voldsomme voldtægter.

Vores amerikanske veninde elskede skam også os, lød svaret. Og da tæppet gik for et champagneknald af en version af 'Lady Marmelade' fra filmen 'Moulin Rouge', som Aguilera indspillede med en række lige så udfordrende kolleger, kunne jeg og mine unge ledsagere forenes i et gjaldende suk, som stadig runger i betonbugen. Ren kærlighed, over generationer, jovist.

Far og støn, mor og latter kunne gå hjem fra en aften, som trods alt var mere munter end 'Popstars'. Her var nemlig ingen tabere. Kun søde drømme.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu