Det store mysterium var: Hvorfor spillede hun overhovedet det program? Hvad vil klaverløvinden Elisabeth Leonskaja med Schubert, som hun langt hen ad vejen behandler på en måde, der simpelt hen ikke giver mening? Det mildt sagt hårdhændede anslag, der negligerer Schuberts poetiske klangmagi, mens hvert forte fortolkes som fortissimo og staccato nødigt afleveres uden accent, er allerede en fundamental misforståelse og dertil elementært uskønt. Og så er det endda ikke det værste. Værre er hendes hang til at erstatte nænsomt og smidigt modelleret frasering med capriciøse, ofte helt uforståelige og tilsyneladende tilfældige ryk og tics i tempoet, der fragmenterer musikken til kubistiske grimasser og lader forestillingen om et grundtempo fortone sig i det uvisse. Ret skal være ret: Det blev bedre, som koncerten skred frem. De tre klaverstykker D 946 våndede sig under pianistens hænder, men i den virtuose 'Wanderer-fantasi' havde hun for travlt til at flotte sig med sine griller. En klar fordel. Og i den store B-dur-sonate lod det sig høre, at der er tale om stor musik. Men det er vel også det mindste, man kan forlange?