En af mine kolleger skrev engang om en plade med den irske sanger Van Morrison, at det ikke rigtig gav nogen mening at anmelde den. For man kan ikke anmelde en solopgang. Jeg er lidt i samme situation efter at have set og hørt koncerten 'Dans med Rosalina' i Vega på Vesterbro, hvor makkerparret Benny Andersen og Povl Dissing sammen med det særegne norske hornorkester Brazz Brothers opførte en række af Benny Andersens sange til og om sin elskede og nu afdøde hustru Cynthia, der i visernes verden er bedst kendt under mellemnavnet Rosalina. For det var en helt igennem betagende oplevelse, som efterlod mig dybt rørt, opløftet, beriget og befriet. Og at dømme efter mine medtilhøreres reaktioner og bemærkninger var jeg ikke alene om at have det på den måde. Det var som en solopgang i al sin overvældende skønhed, varme og farverigdom. Det hele begyndte noget overrumplende med, at Brazz Brothers kom på scenen. Fem midaldrende sortklædte messingblæsere og en trommeslager. To trompeter, en trombone, et valdhorn og en opulent blank tuba. Uden nogen videre introduktion lagde de ud med et swingende instrumentalnummer, 'African Road', skrevet af basunisten Helge Førde, den ældste af de tre norske brødre fra den lille norske ø Sula, som sammen med et yderligere par brødre fra samme ø og den svenske 'trummis' Marcus Lewin udgør orkestret. Og allerede da var vi i salen klar over, at vi kunne forvente os en aften ud over det sædvanlige. For blæserne spillede med en sjælden glæde og entusiasme parret med en åbenlys virtuositet og opfindsomhed. Så kom nationalpoeten Benny og hans åndsbroder Povl ind. Uanselige Andersen satte sig bag det imposante Bösendorferflygel, mens Dissing på én gang flamboyant og ydmyg stillede sig hen foran mikrofonen, og lidt efter genlød det gamle Folkets Hus af en tæt, gennemrystet cocktail af ægte dansk visepoesi og overlegent svedende messingjazz. Holdet har været på turné sammen siden slutningen af sidste måned, hvilket man fornemmede i deres næsten telepatiske indbyrdes kommunikation. Første nummer var 'Da jeg mødte dig' fra 'Oven visse vande'-pladen, og dens stadig overraskende rim - den er fra 1981 - fik kongenialt akkompagnement af de norske blæsere. Og så var den ged faktisk allerede barberet glat, men stemningen løftede sig yderligere, da digteren gik frem for at introducere næste nummer, 'God morgen Rosalina', med et typisk Benny Andersen-causeri om korttids- kontra langtidshukommelse, når man bliver lidt ældre. Han konstaterede, at førstnævnte bliver kortere og kortere, mens sidstnævnte styrkes i en grad, så man faktisk kan huske ting, man aldrig har oplevet. Kald det lommefilosofi eller stand-up-poesi. Klogt og morsomt var det, ligesom hans andre ind- og udfald. Nu kunne man frygte, at Benny Andersens finurlige poesi ville drukne i selskab med så fyrig en entourage som hele fem blæsere. Men det skete ikke. Dissings intense foredrag skaffede ørenlyd til ordene, mens blæserne gav tonerne liflig massage. Og Andersens snakkende annoncering af numrene gav samtidig rum til den eftertænksomhed, der også er en nødvendighed for at komme helt tæt på viserne og de digte, han også diverterede med. Efter solide og swingende versioner af gamle og nye Rosalina-sange sluttede første sæt med en uforlignelig og også ubehageligt aktuel udgave af 'Hymne til skørheden' (Det er den, hvor hovedpersonen bliver indlagt på en galeanstalt, hvor flere af medpatienterne tror, de er præsidenter, i modsætning til udenfor, hvor præsidenterne ikke ved, de er gale) fra 'Hymner og ukrudt'. Andet sæt fortsatte, hvor første slap med veloplagt jazz and poetry; ikke i den røgfyldte, solbrilleklædte variant med sort rullekravebluse og tungsind, men i en velsignet folkelig udgave fyldt med humor og lyst til at underholde. Vi gik aftentur med Rosalina, vi dansede med hende, og vi hørte om Bennys kvaler, dengang hun fik et brev fra en beundrer i Brønderslev, der ville blande hende en martini og hælde godt med gin i, når altså han var færdig med at skrabe hendes lodder, mens hendes stodder var i Odder. Vi mærkede længslen efter hende, da hun var på familiebesøg i New York (i øvrigt med ualmindelig følt trompetspil fra Jarle Førde). Hvilket efter et suverænt instrumentalt mellemspil i nummeret 'Africa Marketplace' - med den mest forrygende tubasolo, jeg nogensinde har hørt - førte os frem til den oprindelige og første Rosalina-sang fra 'Oven visse vande'. Benny Andersens sange til Rosalina er en af den danske litteratur og sangskats smukkeste kærlighedserklæringer. Og det var ingen i tvivl om, da den officielle del af festen sluttede. Men selvfølgelig skulle vi også have 'Svantes lykkelige dag' og til sidst den godmodigt rørende 'Go' nu nat', inden vi kunne »gå ud og drukne sorgen, den er ikke bedre værd«, som det hedder et sted ifølge den livskloge Benny Andersen. Der var bare ingen sorg at drukne. Kun renlivet glæde over en aften fyldt med ord og toner i skøn poetisk og messing-samklang. Andersen, Dissing og Brazz Brothers er på banen igen til januar. Gå ikke glip af det.