Det er så frækt, det Lars Ulrik Mortensen gør. Hvis ikke han gjorde det med så konsekvent begavelse og så stor musikalitet, ville alt ramle sammen om ørerne på ham. Men selv om han leger lige så meget, som han dirigerer, ramler det ikke. Det tværtimod bobler og kilder af frisklavet musik, når Lars Ulrik Mortensen med sine ekstremt teatralske bevægelser dirigerer Concerto Copenhagen. Et syn for guder og musikelskere. Måske var det ikke sådan helt politisk korrekt af Mortensen at overtage styringen fra sin solist ved at blive ved sit cembalo og dirigere Haydn, mens hollænderen Ronald Brautigam lod solostemmen perle på det lille hammerklaver. Havde Brautigam og orkestret haft scenen for sig selv, havde musikken også kunnet spille. Men selv om det ikke er politisk korrekt, kom der forførende musik ud af det. To af Haydns klaverkoncerter spillede CoCo og Brautigam, og når de har gentaget succesen i Concertgebouw i Amsterdam, kommer deres Haydn forhåbentlig på cd. Så elegant og snerrende sprødt, som musikken talte - om end måske også lovlig hurtigt i en langsom sats som adagioen fra D-dur-koncerten - vil det være et pladekøb at se frem til. Hammerklaveret, der er en diminutiv forløber for det moderne, store koncertflygel, ligger usædvanligt godt for Ronald Brautigam, der med sikkerhed og frihed boltrede sig på dets små tangenter selv i de hurtigste passager. Godt at vide, at han kommer igen og spiller mere Haydn med CoCo til oktober. Et andet aktuelt CoCo-projekt er den gamle tysk-danske syngespilkomponist Johann Hartmanns symfonier. De er skrevet på Haydns tid, og især for den fjerde og sidste symfonis vedkommende er der tale om rislende god musik, mens symfoni nr. 3 ved første gennemhøring virkede for modulagtig i temaernes sammensætning. Men: Man må give plads for en eventuel revideret opfattelse, når et genhør - måske på cd? - engang giver mulighed for dét. Oplevelsen af et sådant uddybende genhør, sådan som publikum fik den, da solist, dirigent og orkester gentog finalen af Haydns D-dur-koncert som ekstranummer, var - bare til illustration af pointen - ligefrem overvældende perspektivrig. Uhyggelige tåger bevægede sig mellem glasklare akkorder og skabte kuldegys, der var endnu mere effektive end ved første ørekast. Dejlig eftermiddag. thomas.michelsen@pol.dk