Der er så mange koncerter, der er o.k. eller - endnu værre - knap så gode. Og så, indimellem, er der en, som er værd at huske. Sidste år i marts var der sådan en koncert i Radiohusets Koncertsal. Thomas Dausgaard, ny dansk chefdirigent for Radiosymfoniorkestret fra næste sæson, var på visit med sit Svenske Kammerorkester. De spillede Beethoven og Mozart, og det var forrygende. Tirsdag kom de så igen, Dausgaard og hans svenskere. Denne gang i Tivoli. Og igen var det forrygende. Wienerklassik i almindelighed og Beethoven i særdeleshed er orkestrets kerneområde. Beethoven har de et helt særligt og gennemarbejdet forhold til. Hans dansante 7. symfoni blev afleveret med dén tørre, eksplosive energi, som er blevet Det Svenske Kammerorkesters claim to fame i dette repertoire: klart, distinkt og overrumplende, hvis ikke man i forvejen kender orkestrets anbefalelsesværdige Beethoven fra den samlede udgivelse af orkestermusikken på Simax. Musikerne elsker at spille i det orkester. Man kan se det på dem. Der blev smilet og filet, så buehårene fløj. Samtidig forstår Dausgaard at udnytte de mest supersarte nuancer. Således i Mozarts klarinetkoncert, som englænderen Michael Collins spillede i den originale version for dejligt blød bassetklarinet. Let og med søde nuancer og elegante klangvirkninger blev Mozart en delikatesse, hvor slutklangene hang i rummet som en raffineret eftersmag. Fortolkningen var langtfra bombastisk og derfor så meget mere opmærksomhedskrævende i alle musikkens raffinementer. Det tegner godt for den turné til Schleswig-Holstein, som koncerten var startskud til. Om så fløjtenisten James Galway, der skal være solist ved turnéens to sidste koncerter 16. og 17 august, kan leve op til Collins standard, er en anden sag. Også samtidsmusik kan de, Dausgaard og hans svenskere. Lettilgængeligt, dansende og fuldt af solostemmer åbnede engelske Sally Beamishs 'Koncert for orkester', og skulle titlen få nogen til at tænke på Bartók, så bekræftede den langsomme midtersats med sin mørke, bløde uhygge, at der er noget om associationerne. En forrygende hurtig, spændstig og på alle måder veloplagt ungarsk dans nr. 5 af Brahms satte punktum for en af de koncertaftener, man samler på og husker på.