Han havde lige fået en ung fyr med skallet isse til at fri til sin kæreste, der vist nok hedder Heidi, ved at hyggesludre med parret fra scenen, som om der kun var de tre til stede. Parret kvitterede med et inderligt kys på storskærmen og dermed 45.000 vidner i Parken. Hvorpå han pustede balladen 'She's The One' op til et stort rødt hjerte, som selv de, der formåede at holde sig kolde på denne på alle måder lune aften, kunne mærke slå i takt med deres eget. For så pludselig og brutalt at vise os, at hjertet bare var en ballon, man kan punktere når som helst. »That's entertainment«, lød den kyniske kommentar midt i det første, kønne vers fra Robbie Williams. Og så var de romantiske øjeblikke slagtet og erstattet af et billigt grin, som selv Heidi og hendes måske kommende gemal formentlig ikke kunne lade være med at deltage i. Ikke et eneste kedeligt sekund Samtidig havde den firskårne, klejne brite - »for lækker« ifølge rundt regnet alle kvinder i Danmark - med et snuptag vist, hvorfor han er sin samtids mest suveræne underholder. Ypperstepræst for en popmusik, nej, en popkultur, der for længst har kysset postmodernismen farvel og nu svæver i sit eget selvironiske univers. I København holdt han fredag aften et vækkelsesmøde uden et eneste kedeligt sekund for et publikum, der i uhørt grad var i ekstase og sang med på en måde, vi ikke kommer til at opleve, før Danmark vinder VM i fodbold på samme bane. Der var tale om lykkelig kærlighed mellem stjerne og tilbedere. Man betvivlede ikke Robbie Williams mange kærlighedserklæringer, som kulminerede med råbet: »I wanna be danish«. Det kom fra hjertet uden ironiske omveje til det land, hvor vi har købt flere eksemplarer af albummet 'Escapology', end de har i selveste USA. Festen eksploderede På storskærmen kunne vi fra første færd i signatursangen 'Let Me Entertain You' se Williams øjne brænde så stærkt, at det så ud som om han ville grille os alle sammen for derefter at sætte de blottede tænder bag de tilbagetrukne læber i os. Allerede her eksploderede festen fuldstændig. Og vi kunne allerede se, at Robbie Wiliams er en entertainer, der har udvidet og raffineret sine virkemidler i takt med, at populariteten er forøget med Terminator-tempo. Mænd er fra Mars, kvinder fra Venus og Robbie er fra planeten Underholdning. På en gang sigøjner, jetsetter og verdensmand af den type, der frit danser mellem tider og ikoner og citerer rask væk fra tidslommens fyld. Som når han med synger - i sin yndlingsrolle som klovnen, der græder inden i - den smertelige 'Mr. Bojangles', kun ledsaget af et piano og et lysskilt, der signaliserer Las Vegas i 1950´erne. For at slutte af med at knalde et foto af The Rat Pack op på storskærmen, så vi alle har fattet, at han er sin tids svar på Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr. I en og samme person, forstås. Selvironi og humor I lighed med de ikoner, besidder han den humor og selvironi, man har savnet lidt hos veteranoptoget i Parken i sommer med Paul McCartney, Rolling Stones og Springsteen. De kunne aldrig finde på at lade deres måske største klassiker køre over skærmen som karaoke, komplet med påskriften 'airguitar' i soloen, som Robbie Williams gør det i 'Strong'? Indlevelse og udlevering i samme åndedræt. Og da slet ikke, mens de selv sidder og sludrer lidt med publikum og binder en sko samtidig. Det er den distancerede og flabede humor, der også fik Robbie Williams til at kigge på sit ikke eksisterende armbåndsur, mens han gejlede publikum op med et af de traditionelle »eeeeiiiooo!«-råb, som binder ham til sin egen generation. Respektløst, javist, men også over sig selv i den fascinerende blanding af megalomani og selvhad, der også er Robbie Williams. Ulidelig ensomhed En verdensstjerne med alle de problemer, den slags normalt har. Isolation, druk, stoffer, storhedsvanvid og præstationsangst. Som hos Elvis Presley, Marilyn Monroe, Michael Jackson. Forskellen er bare, at Robbie Williams rejser rundt med sine diagnoser og diverterer os lystigt med sine problemer. Dertil måtte det naturligvis komme her i psykologiens tidsalder, at depressioner og lykkepiller er en del af underholdningen. Samt stoffer. »Tag nu med omhu, for de er så satans dyre«, lød eksnarkoman Williams »velmente« formaning. Stjernelivets ulidelige ensomhed går igen i sangene. Hvis tekster med deres mange referencer og eminente ordspil er klasser over, hvad man ellers finder i popmusikken, hvilket er en af grundene til, at også journalister elsker Robbie Williams. En anden er selvfølgelig, at manden har nogle sange, der er fødte klassikere og giver belæg for den heftige fællessang - 'No Regrets', 'Feel', 'Come Undone', 'Strong', 'Rock DJ', 'Kids', 'Sexed Up', 'Angels' og 'Me And My Monkey', der blæser bitterheden en lang, funklende fanfare med sine mexicanske mariachi-trompeter. I København var vi oven i købet så heldige at slippe for den slidte 'Millenium' og den let klæge nye single 'Something Beautiful'. Poppens ypperstepræst Smukt var det alligevel. En entertainer i verdensklasse i absolut topform. Langt ud på sommernatten kunne man i Københavns gader og på ydmyge værtshuse høre pragtfulde kvinder i alle aldre synge »I just wanna feel reel loooove!« Et budskab, det er svært at være uenig med poppens - og åbenbart også kærlighedens - ypperstepræst i. Amen.