Så nåede også den 25. københavnske jazzfestival til vejs ende. I Glassalen med en afslutning, der var mere forrygende, end man i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig den. Den sørgede Dee Dee Bridgewater og hendes formidable hold af musikere for. Jo, hun har besøgt os adskillige gange før. Allerførste gang for over 30 år siden i Store Regnegade med The Thad Jones/Mel Lewis Orchestra, som også hendes daværende mand, trompetisten Cecil Bridgewater, var medlem af. Senere i Jazzhus Slukefter og i Nørregade (blandt andet ved en uforglemmelig aften med Jørgen Emborg, Jesper Lundgaard og Alex Riel) og senest for tre år siden under den århusianske jazzfestival. Og hver gang har hun kunnet overrumple os ved at føje nye træk til sit register. For hun er ikke blot en gudbenådet sangerinde, men også en medrivende skuespiller, entertainer og stand up comedian. Og hvis hun på nogle af sine live-cd'er kan virke for overvældende, så er der anderledes balance i tingene, når man samtidig ser hende på scenen. Så er hendes gestik og det, man kunne beskrive som overdrivelser, kombineret med en selvironi, som man må overgive sig til. Nogle syntes måske også, at det varede længe, før hun overhovedet sang sin første tone. Der skulle snakkes meget og gantes med guitaristen Patrick Manouguian. Men det hører alt sammen med til det spil, hun spiller, hvor man aldrig er sikker på, hvad der er tilrettelagt og hvad der er spontant. Og da hun først var kommet i gang, var hendes generøsitet uden lige. To og en halv time var hun på scenen - uden pause. Undervejs smed hun skoene, og på et tidspunkt satte hun sig på gulvet for at få sig et pusterum, mens hun overlod det til orkestret at slå sig løs på egen hånd. Men ikke mindst var det forbløffende, at stemmen holdt til det. En stemme, som kunne udfolde sig i det bredest tænkelige spekter af udtryk. Fra inderlig hvisken til en rejekællings råb - og alt, hvad der kan ligge ind imellem. Og hvad fik vi så at høre? I første række var aftenen helliget Kurt Weills musik. Sangene, han komponerede efter at være kommet til USA. Som 'September Song', 'Lost in the Stars' og 'Speak Low'. Og senere dem, han forinden havde skrevet i samarbejde med Bertolt Brecht. Blandt dem 'Bilbao Song' og 'Alabama Song'. Da den sidstnævnte forstummede efter 20 minutter, ville jeg ikke have troet, at der kunne være mere tilbage i hende og holdet omkring hende. Men publikum ville ikke slippe hende. Heller ikke efter en omgang 'Air Mail Special'. Så vi skulle helt tilbage til rødderne, til bluesen. Og det kom vi med endnu en overdådig udgave af hendes gamle følgesvend gennem årene, 'Dr. Feelgood'.