Det kunne være svært at høre, hvad der har foranlediget Copenhagen Jazz Festival til at invitere den østrigske pianist og sangerinde Sabina Hanks trio. Ganske vist har hun et udmærket pianistisk håndelag, og heller ikke stemmen lød dårlig, så længe hun ikke ligefrem pressede den. Men det var måden, hun brugte sine instrumenter på. Rigtigt jazzspil blev det aldrig til, selv om man ikke kunne frakende hende rytmisk fornemmelse. Hvad der især ytrede sig i temapræsentationer, der sad, som de skulle. Men når det kom til hendes improvisationsspil, så afslørede det sig, at hun ikke er den fødte jazzmusiker. Der var noget udpræget tillært ved hendes fraseringer, og på intet tidspunkt formåede hun at frigøre sit spil rytmisk eller at spænde det op. (På det punkt kunne hun lære noget af sin bassist Georg Breinschmid). I kreativ henseende havde hun ikke meget andet at byde på end akkordopløsninger og floskler, som hun ikke kom nogen vegne med. Og hendes egne såkaldte 'originals' var i deres kombination af prætentioner og banaliteter noget af det mest uoriginale, man kunne forestille sig. Et par standards, som hun havde »arranged in a special way«, fik vi også. Men hvad der skulle være vundet ved, at selve temaet blev dekonstrueret ved at opløse den oprindelige struktur og derefter lade det gennemløbe flere forskellige taktarter, blev vi ikke klogere på. I Copenhagen JazzHouse var det en anden sanger og pianist, Andy Bey, der indtog scenen. Her herskede der ingen tvivl om, at vi befandt os i jazzens verden, men uproblematisk var mødet med ham heller ikke. Det ville være forkert at påstå, at man enten er for eller imod ham. Speciel er han imidlertid, og til trods for at hans sympatiske udstråling ikke kunne undgå at gøre indtryk denne aften, så kan jeg få for meget af ham. Som jeg hører ham, er der meget kort fra det fascinerende til det irriterende. Det gælder først og fremmest selve stemmen, der ligger meget langt tilbage, og som på en mærkelig måde klinger både hul og sløret, og det vibrato, der knytter sig til den. Heller ikke hans i mere sjældne tilfælde benyttede råbesang er jeg vild med. Og det gælder ligeledes hans klaverspil. I første sæt, hvor han sad alene ved flyglet, begyndte det ellers spændende i 'You'd Be So Nice To Come Home' med en række stærke akkorder og et motiv, der skød sig ind imellem de enkelte strofer i sangen. Men det skulle vise sig, at alt, hvad han foretog sig, siden hen blev gentaget for mange gange. 'Love For Sale', hvor han spillede og sang op imod en underforstået puls, blev et fint indslag. Det samme gjorde Big Bill Broonzys blues 'Falling Lowdown', Billy Strayhorns 'Pretty Girl', hvor stemmens udtryk fornemmedes i fuld overensstemmelse med melodiernes, og 'Take The A Train', der bød på fremragende scatsang. Til gengæld blev andet sæts 'A Night In Tunisia', hvor også bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Ed Thigpen havde sluttet sig til Bey, en svagere, alt for langt udtrukket repetition af sidstnævnte, og Beys forkærlighed for stærkt krydret harmonik ødelagde Jerome Kerns 'Pick Yourself Up'. En aften på godt og ondt for mit vedkommende. Men jeg er også sikker på, at både Andy Bey og en stor del af publikum nød den uforbeholdent.