Det blev en lang aften. Men der stod også meget på programmet. Først og fremmest skulle vi jo møde The European Jazz Youth Orchestra (E.J.Y.O.) i dets sjette udgave. Og dernæst skulle de danske Django d'Or-priser uddeles til 'Legend of Jazz', 'Master of Jazz', 'Jazzperformer of the Year' og 'Bandleader of Excellence'. De tilfaldt henholdsvis Palle Mikkelborg, Finn Ziegler, Kasper Tranberg og Niels Jørgen Steen, og denne ceremoni tog endog længere tid end sidste år. Til gengæld var den betydeligt mere underholdende. For ikke blot forstod Kjeld Frandsen som den, der svarede for motiveringerne, at gøre sine ord overordentlig begribelige, men Mikkelborg, Tranberg og Ziegler - i nævnte rækkefølge - formåede også at demonstrere i handling, hvor velfortjente deres priser var. At Tranberg så syntes, at »det var tarveligt at lade ham spille lige efter Palle«, kom ham ikke til skade. For det er ikke for meget sagt, at hans kornet og Mikkelborgs trompet talte hver sit sprog. Men hovedsagen var naturligvis E.J.Y.O. Denne gang under ledelse af italienske Bruno Tommaso, der til sit folkloristisk-inspirerede repertoire havde undladt at anvende den klassiske big band-besætning, men i stedet havde dannet et ensemble, der bestod af fire strygere, fire messingblæsere, fem rørblæsere, guitar, vibrafon, akkordeon, bas, trommer og en sanger. Desværre måtte vi endnu en gang opleve musik blive opført i et rum, der med sin lange efterklang - og suppleret med en kraftig forstærkning - ikke forekom velegnet. Afhængig af hvor man sad i salen, lød musikken meget forskellig. På det grundlag er det mig ikke muligt at give en mere indgående bedømmelse af musikken. Men hvorfor overhovedet forstærke så meget, at instrumenternes naturlige klang elimineres? Ikke desto mindre er jeg slet ikke i tvivl om, at koncertens første halvdel, som Tommaso var eneansvarlig for, bød på noget af det bedste materiale, som orkestret har kunnet præsentere gennem sin levetid. Her mødte man en melodisk rigdom, som jeg glæder mig til at genopleve, når en cd med musikken (forhåbentlig optaget under ideelle forhold) til sin tid foreligger. Og her smeltede også schweiziske Lisette Spinnlers stemme, der absolut ikke er nogen jazzstemme, fint sammen med ensemblet. Mindre godt gik det med hendes scatsang. Orkestrets to bedste solister er imidlertid den polske vibrafonist Krzysztof Jasik og den franske akkordeonspiller Vincent Peirani. For sidstnævntes vedkommende netop som solist. For når han forenedes med blæserne, dækkede han dem i så høj grad, at det samlede udtryk fremstod grumset. Det samme var tilfældet, da han på et tidspunkt lagde bund til Jasiks solospil. I anden afdeling bidrog også Peirani og den finske cellist Olli Virtaperko med hver sin komposition. Igen må jeg erklære min usikkerhed. Værkerne forekom velskrevne i deres semiklassiske karakter - og så længe de bevarede den. Men der er noget, der stritter, når de efterfølgende prøver at underlægge sig noget, der gerne skulle ligne en jazzpuls.