Han leger med klangen. Uhørt, endda. Jurij Basjmet har jaget sig en del staver i livet ved at insistere på virtuosens nonchalance, og selv om han vitterlig er en forrygende solist på bratsch - populært sagt en forvokset violin - så måtte man efter hans Tivolikoncert onsdag give Basjmets kritikere ret: Han holder et højt, men også et ujævnt niveau. Programmet var sammensat af umage og eksotiske værker. Det fungerede ikke videre godt, da Basjmet først besteg podiet for at dirigere og siden steg ned og greb bratschen som solist i Benjamin Brittens tidlige 'Two Portraits'. Godt at dirigentpodiet var blevet fjernet i koncertens anden halvdel. Basjmet har uortodokse intentioner, når han lægger sit instrument til side for at forme musikken med hænderne. Hans direktionsteknik er ikke god, og musikerne overlades meget til sig selv, hvad angår noget så fundamentalt som præcise indsatser. I Schönbergs smeltende smukke og stærkt senromantiske 'Verklärte Nacht' bad Basjmet om overraskende nye spilleteknikker og klange. Men, men. Musikken flossede i kanterne, og datidens fordømmelse af værket - det lød, som om nogen havde gnedet en hånd hen over Wagners 'Tristan'-partitur, mens blækket endnu var vådt, mente kritiske røster - kom til at give ny og kedeligt aktuel mening. Da Basjmet i en såkaldt koncert af Paganini (det var i realiteten en ombygget strygekvartet) lod orkestret være og spillede som solist, fungerede tingene straks bedre. Med horn og oboer føjet til strygerbesætningen kom der cremet og i midtersatsen endda lidt dæmonisk musik ud af det. Mere Britten i form af den orgelklingende 'Lachrimae' samt Carl Maria von Webers 'Andante og ungarsk rondo' var en umage afslutning på det trykte koncertprogram. Endda temmelig skødesløst tacklet for den romantiske Webers vedkommende. Og med tre ekstranumre i form af et uddrag fra Stravinskys komiske opera 'Mavra', Sjostakovitjs groteske 'Polka' og filmmusik af japaneren Toru Takemitsu endte vi ude i hampen. En pudsig aften med en begavet musiker, der desværre har hang til at forvilde sig ud ad sære tangenter. Og som ikke altid holder et højt og samvittighedsfuldt niveau.