Hun indrømmer det selv: Mange har større lyst til og evner for det klassiske end Ingeborg Fangel Mo, som i stedet satser på ny musik og performance. Nu stiller ny musik ikke mindre krav til vokal skoling end klassisk, men Ingeborg Mo har sind for det grænsesøgende og appetit på at indtage en scene. Udgangspunktet er en engageret identifikation med teksten, så må musikken føje sig derefter, og hun var tydeligt veltilpas i en ironisk, teatralsk spøg som Bernard Rands' 'Ballad 2'. Sært nok var det aftenens eneste egentlige performance. Selv i de 'VANDaliteter', Edina Hadziselimovic havde komponeret til lejligheden, var aktionselementet indskrænket til at vedrøre lydens placering og bevægelse i rummet. Stykkets halve time blev dog aftenens mest vedkommende: Lydpartikler fra seks medvirkende samles til strukturer og spredes igen, spejler det rum, de klinger i, og bliver en aktiv part i Inger Christensen-teksternes selvundersøgende eksistensdiskussion. Der tales meget, og opførelsen havde poesi og en vedkommende sproglighed, som Mo pointerede med deklamation og mimik - ikke mere end det ville være normalt i en klassisk lied, men heller ikke mindre. Dermed er det bedste fortalt. Sange fra Sibelius og Nystroem til Nordentoft vidnede ganske vist om følsomhed og udtryksvilje: den sprøde intimitet i Sibelius' mørkt tilbageholdne 'Kom nu hit, död!' eller den blanke naivitet i Pärts smukke 'Es sang vor langen Jahren'. Men det er ikke kun stemmens sandslebne mathed, der hæmmer udtrykket, men også en begrænset manøvredygtighed og kontrol. Og så er det altså svært at trænge frem til musikken, når sproget er så ringe som i de mange svenske sange. jan.jacoby@pol.dk