De sidder hjemme foran skærmene, og de står ude i øvelokalerne. Og terper. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra det tværsnit gennem nordisk musik, som i weekenden blev foretaget på Spot 09-festivalen i Århus. Et snit med vægt på den danske musikmuld, men også med et par navne i fuld kommerciel flor samt ikke mindst enere og orkestre fra Norge, Sverige og Island. Spot er blevet en fuldvoksen festival med Ridehuset som hjørnesten og Musikhuset som satellit uden for det indhegnede område, hvor festivalstemningen vibrerer. Og hvor en række stande med fine uafhængige danske pladeselskaber som Helicopter Records, Morningside Records, Noise Jihad og Auditorium bidrager til et sundt subkulturelt klima. Spots musikalske landkort har mange ruter. Jeg vil forsøgte at kortlægge uden om de mere etablerede navne som Kashmir, Sort Sol, Marie Frank, Carpark North og Kaizers Orchestra, som de fleste kender. Lad os starte ad elektronisk vej. Her summede aktiviteterne primært om Musikhusets mindre scene, den såkaldte Filuren. Hør bare den lavfrekvente brummen gennem væggene i det lille, lavmælt oplyste koncertrum, når vi fredag eftermiddag går den danske duo Wäldchengartens eksperimenter i møde. Hør hvordan din stemme klemmes fra alle sider, mens deres studier i elektronisk baslyd og knitrende uvejr omslutter dig totalt, nu indenfor i salen. En regelløs udforskning af maskinparkens fornemmelse for dybde og dissonans, ikke mindst da en stortrommeagtig dunken banker hul i de enorme basskyer uden på noget tidspunkt at nærme sig technoens repetition. Det er lyttemusik, der rammer vore skrøbelige kroppe lige så voldsomt som ørerne og et tidligt højdepunkt for den ukendte elektroniske musik på Spot. Knap så godt står det til med landsmændene i duoen Örtz, som både lider under uopfindsomme vokaler og til dels programmeringer, men også meget af vejen savner hørbar nerve i deres triphoppede udtryk. Det er simpelthen for pænt og gråt. Den elektroniske sti fører også forbi et par festbands: Fredag islandske Apparat Organ Quartet og lørdag norske Ralph Myerz & The Jack Herren Band. Islændingene er sjove et par numres tid, men deres rock'n'roll spillet på elorgler og sunget gennem vocoder er i længden voldsomt monoton. Den norske house/funk/jazz med mere-kvartet er derimod forrygende i de bedste øjeblikke - dem hvor computeroperatørens melodiske loops er stærke nok til at spille op mod trommeslager, guitarist og en percussionist, der må have studeret Muppet Show. I hvert fald tæsker den bredt byggede dynamo sine congas og ikke mindst bækkener med de bare næver og gør koncerten ikke kun til en sonisk, men også visuel fest. Lige som alle andre steder i verden indfarver trends også musikere i Danmark, så selvfølgelig finder man på Spot 09 repræsentanter for genren electroclash. I Musikhusets store sal med Geisha og i Filuren med en computerspilklingende variant fra Snospray. Sidstnævnte københavnske duo afslører trods ellers underholdende raps og bjæffende sang, at de trænger til i hvert fald et par sangtimer. Men deres computeranimationer og deres melodisk uprætentiøse og energiske electroclash har også umiskendelig charme. Endnu ikke så meget substans, men rigeligt med ideer. Det modsatte kan man sige, hvis man foretager et traditionalistisk snit gennem Spot. De bedste repræsentanter undertegnede nåede: Danske, unge Camilla Munck ved mikrofonen flankeret af Moogie på akustisk guitar. Begge spiller de i countrybandet Wynona, og sangene denne lørdag eftermiddag ånder i samme traditionsterritorium. Munck er bare så fremragende og henført en sanger og Moogie så indlevende en akkompagnatør, at spørgsmålet om musikalsk evolution bliver dybt underordnet. Norske St. Thomas er også benådet med en røst af en anden verden, eller i hvert fald et andet kontinent. Der gemmer sig en Neil Young i stemmebåndene, men også en nordisk klingende countrykomponist i brystet på manden, der kan beånde de hårdeste americana-klicheer, få dem til at skælve med levet liv og længsel. Svenske Bjørn Berge gør sig mere i deciderede jordskælv. En tatoveret, solbrændt tamp med designerbriller og guldøreringe i stereo bumper ind på Ridesalens store scene og affyrer et svidende, dundrende, opspeedet blues-oneman-show. Den ene fods stampen lydforstærkes til stortrommestørrelse, stemmen er grov, og fingrene fyger over en akustisk og en elektrisk guitars gribebrætter. John Lee Hooker på anabolske steroider. Ad den stilistisk yngre rocksti støder man på gode repræsentanter som norske Hello Goodbye og danske Pluto, Glorybox, Figurines og Tiger Tunes, der henter vitaminer i 90'erne, 80'erne og for sidstnævntes vedkommende også til dels 70'erne. Men århusianske Tiger Tunes er også et ganske originalt bekendtskab: Tre keyboardister, en guitarist, en tæskende dynamisk trommeslager og en fremragende sanger med en klang som The Cures Robert Smith og energi og anarki a la Junior Senior. Vi befinder os i et krydsfelt mellem lo-fi-rock, synthpop, new wave og punk, og det er forrygende. Vokalharmonierne er fremragende, sansen for den enkle melodi stensikker, balancen mellem synth og rockinstrumenter helt ubesværet og den skæve sammenskruning af numrene ikke kun morsom, men også ekstatisk. Et nyt håb er undervejs med noget, der efterhånden kunne ligne en dansk trade mark-excentricitet inden for indiepop. Vi venter i spænding på udgivelse. Pluto har allerede udgivet albummet 'Forfra', og deres insisteren på en lavmælt (og smuk) alternativ rock, hvor bassen ulmer, trommerne pulserer og støjguitaren syder stille, men dragende, er en meget kærkommen afveksling fra de mange store armbevægelser, som også den alternative rock er svanger med. Figurines, der kommer fra Vestbjerg i Nordjylland (ikke Århus, som jeg formastede mig til at skrive i min anmeldelse), er også et sonisk beskedent band. Her er ingen forvrængning på guitarerne, men en hvirvlende energi og en åbenlys og smittende forelskelse i strengelegens melodiske forsiringer. Man kan også finde navne uden for de gængse genregangstier: Danske Bugpowders friktion mellem rock- og jazzmusikere spyr gnister. 'Garagejazz' må næsten være betegnelsen, mens jeg må melde pas på en hjemmesnedkerering af et genreord til dækning af det norske mirakel Jaga Jazzist. Miraklet består i, at de ti mand på scenen - trommer, blæsere, guitarer, tangenter, elektronik - flyder præcist sammen i det meget kontrollerede, men stadig gnistrende univers, hvor jazz, John Barry, postrock a la amerikanske Tortoise og et fundament af forrygende trommeprogrammeringer med aner i drum'n'bass huserer. Sammenspilningen er enorm, men professionalismen overskygger aldrig de forrygende smukke numres kropslighed og detaljerigdom, hvor hvert instrument kommer til sin ret. Et kollektivt løft boblende af individualisme. Måske noget for Socialdemokratiet at checke ud? Endnu højere oppe, helt oppe under himmelhvælvingen, finder man Supersilent, der aldrig øver, altid improviserer. Fire nordmænd på trommer, keyboards, elektronik og trompet finder og opbygger over en halv time et granittungt inferno af synkoperinger, for så at opløse det og ånde roligt i en ambient og lavmælt meddigtende finale. Et under hinsides genrer at bevidne. En festival er selvfølgelig altid et tag selv-bord, hvor der er lige så mange leverpostejmadder uden noget, som der er foie gras. Navigationen gennem Spot skulle således vise sig at være svær, hvis man ville holde et højt niveau af interessanthed ruterne igennem. Men det er fint, for bredden inkluderer selvfølgelig også konservative og ufærdige bands, og som helhed gav Spot et godt billede af den kreative helbredstilstand i primært vor egen nation. Den er ikke ringe. Og mens man kan blive helt lammet af manglen på originalitet hos nogle (ingen nævnt, ingen glemt), ja, fyldt med en undren over, at de stiller sig tilfredse med at udvande forbilleder, så kan man sjældent frasige dem en teknisk kvalitet. Ideen er altid et bedre udgangspunkt, men håndværket er da en start - bare den ikke bliver et mål i sig selv. Man kan sagtens pege på interessante navne fra den danske undergrund, man savnede, men variationen, der strittede i mange retninger, var prisværdig. Også selv om man stadig, med undtagelse af Oriental Mood, åbenbart har svært ved at finde relevant lyd fra indvandrerkulturen. Det alternative Danmark gjorde smukt væsen af sig med især Tiger Tunes og Wäldchengarten, mens publikumsmagneter som Swan Lee og svenske Håkan Hellström på hver deres måde leverede varen. Men det var Supersilent og Jaga Jazzist, der leverede disse urørligt ekstatiske koncerter, som alle musikfetichister drømmer om, når de tager på festival. Og disse var altså i år importeret fra Norge.