Opiate, alias Thomas Knak, bliver bare bedre og bedre. Den danske Björkproducer afslørede nye sider af sig selv under en koncert, der desværre led under publikums manglende indlevelse. Det var umuligt at forlade onsdagens Rustkoncert med Opiate, alias Thomas Knak, uden en vis ironisk følelse i maven. I midten af sidste årti søsatte han, sammen med sine generationsfæller, den danske ambienttechno - blandt andet med ambitionen om at skabe tapetmusik, der kunne agere baggrund for livets øvrige udfoldelser. Og sådan var det faktisk også på Rust. Men nu er Thomas Knak, gennem sit aldeles fremragende arbejde som solist, og med Future 3, Björk, System med flere, nået så bredt ud, at publikum ikke længere består af nørdede, blege fyre i ternede skjorter, men af festklædte storbyunge af begge køn. Der kommer for at høre musik, javist, men også for at grine, flirte, danse, drikke rom & cola fra baren - og snakke. Og det i et decibelniveau, der af og til var helt oppe at konkurrere med musikkens. Først føltes det befriende. Snart irriterende. Og til sidst som en hån. Det ironiske består nemlig i, at Knaks musik har ændret sig meget siden midt i 1990'erne, og for en stor dels vedkommende nu opfordrer til fordybelse og kropslig respons snarere end uanfægtet scoresnak og bægerklang. Men altså ikke nok til at lukke munden på Rustpublikummet, og det er en skam, for Thomas Knak bliver ganske enkelt bedre og bedre. Det er stadig ikke, fordi hans musik kommer ud i tovene rent følelsesmæssigt, snarere rendyrker den mere varieret og komplekst end før dagligdagens små forundringer og forskydninger. Der er blevet en anelse mere hektisk i Knaks verden. Den stille villavej, som han selv har brugt som billede på sin musik, er blevet til en befærdet - nå ja, så cykelsti, da. Det blev tydeligst illustreret af en række ganske arytmiske, vilde udflugter mellem numre, og af en række halvskingre om ikke drum'n'bass'-, så drum-attacks. Men mere subtilt var Knaks gradvise forandring at spore i hans helt egen komplekse og dog stringente funk. Her var langsom pseudohiphop. Opklippede sangstumper, der kun bidrog til stemningen. Og dybe, varme klavertoner, der rumlede let af sted i Knaks musik til den kommende danske film 'Reconstruction'. Denne gradvise udvikling mod noget andet og mere end den noget asketiske dub/ambient/drum'n'bass-scene klæder Knak umådeligt godt. Han bevarer sit særlige, kølige overblik, men ingredienserne er hentet i alle temperaturzoner. Resultatet er en musik, der giver en fornemmelse af, at vi kun hidtil har hørt en flig af Thomas Knaks potentiale, og en musik som ikke længere kan reduceres til ambient eller lyttetechno. Thomas Knak er musiker, slet og ret, og han er en af Danmarks bedste, vigtigste og mest disciplinerede af slagsen. Uanset hvor meget publikum gør for at skjule det.