Hun er så sandelig ikke bange for at tage hænderne fulde, pianisten Rikke Sandberg, der debuterede for mindre end et halvt år siden! Hendes Tivolikoncert stod helt i den store romantiske virtuostraditions tegn: fire af Rakhmaninovs 'Études-Tableaux', hans Corellivariationer og Brahms' store f-mol-sonate. Det er musik, som den fuldbefarne hurtigt kan gøre til hult poserende kaskader, den mindre sikre til en pinlig oplevelse. Rikke Sandberg kommer ikke i nærheden af nogen af delene. Teknisk kan hun stort set gøre med musikken, hvad hun vil, og man har den gode fornemmelse, som rigtig pianistisk musik også skal give, at hun nyder livtaget og dansen med den store trebenede partner. Men først og fremmest er hun musiker, kunstner. Opvisning interesserer hende ikke. Lytteren er fuldstændig tryg ved at få et oprigtigt, dybt koncentreret og helt igennem ukrukket billede af musikken, der viser, hvorfor og hvordan hun selv holder af den. Der er gods i hendes fortolkninger: stærke profileringer, karakterfuldt artikulerede overflader (en hovedpointe i variationerne) og en udtryksfuldt organisk deklamation, der uden at overstyre var smukt i pagt med senromantisk følelse. Særlig fængslende blev for mig Brahms' knortede ungdomsværk, som hun formede med varme, diskret humor og en fascinerende sans for sammenhængen mellem arkitektur og melodisk gestik. Man blev båret på hænder gennem sonatens landskab.