Med århundreders tradition på bagen viger Det Kongelige Kapel ikke tilbage for at stille op med en solist og en dirigent, der begge er under 25! Dirigenter modnes langsomt, og det er for tidligt at spå finske Mikko Franck en stor karriere, men Kapellet fortrød i hvert fald ikke sit valg. Det gav orkestret tydeligt udtryk for efter koncerten. Oplevet fra salen gav hans opførelse af Sjostakovitjs 7. symfoni, 'Leningrad-symfonien', først og fremmest indtryk af samvittighedsfuld soliditet. Det er vel meget forlangt, at han skulle skabe overblik og meningsfulde proportioner i det umanerligt lange værk, hvis pauvre materiale trækkes ud til en tynd tråd som et stykke ballontyggegummi, men vil man forsvare musikken, er det afgørende at iscenesætte dens drama og digte med på de labyrintisk vidtspundne melodier med en suggestivt udtryksskabende gestik. Den form for visioner oplevede jeg ikke hos Franck. I Prokofjevs 1. violinkoncert forekom han nærmest tilbagelænet, tilfreds med at holde trit og orden to skridt bag solisten. Georgieren Elisabeth Batiashvili fortjente mere modspil, men lod sig ikke distrahere. Egentlig skulle hun have spillet Mozarts elskværdigt melodiske A-dur-koncert, men med et så usædvanligt temperament og en så pointeret og legende virtuositet er der ikke noget at sige til, at hun foretrak Prokofjev. Koncerten handler i høj grad om at komme hele vejen rundt om violinens tekniske og klanglige muligheder, ikke som en demonstrativ gennemgang, men som en nysgerrig og udfordrende leg med vidt forskellige udtryksverdener. Det er ikke noget dybt værk (hvad Mozarts heller ikke er), men elegant, vittigt og underholdende med megen charme og en god portion showmanship.

Dét greb Batiashvili i flugten med veloplagt energi og humor. Violinen gnistrede og brølede vellystigt i hendes hænder, fygende gennem luften som en svale det ene øjeblik, vraltende som en gås det næste. Hun har en forførende og vittig sans for at skabe karakter, spidde en pointe og lade den ene begivenhed sparke den næste i gang, og den svalt imødekommende klangtemperatur passede perfekt til musikkens egenart. Sådan også i ekstranummeret, en sats fra Prokofjevs meget sjældent hørte solosonate, hvor hun med betagende kraft og selvtillid sammensmeltede det virtuose og udadvendte med myndig formsans og diskret varme. Man gad godt høre hele værket under hendes bue.