Er præmissen at præsentere fru Meier bedst muligt, falder valget uvilkårligt på 1. akt af 'Valkyrien' og 2. akt af 'Parsifal'. Begge er koncentrerede og administrable i koncertsammenhæng med handlinger, der kan stå på egne ben og hver kun tre store solistpartier, som kan udføres af de samme tre sangere. (Her blev dog bassen skiftet ud). Dertil kommer i 'Parsifal' seks blomsterpiger som en slags korsoli. Og vigtigst: De store partier som Sieglinde og Kundry giver sammen et rigt facetteret billede af en af tidens mest lysende begavede Wagnersangerinder. Som oprindelig mezzo er Meier om nogen blevet identificeret med den gådefuldt sammensatte Kundry, og i 2. akt af 'Parsifal', hvor den ordrige Gurnemanz ikke er til stede, kommer Kundry for alvor til orde, først som den forpinte og forkrampede vandrer, som oven i en evig forbandelse tilmed er blevet troldmandens Klingsors ufrivillige redskab, så som dampende sanselig forførerske, hvis mislykkede forsøg munder ud i fortvivlelse og til sidst raseri. Hvor forskellig er ikke denne skæbne og psyke fra Sieglinde, der forelsker sig brat og ukompliceret i sin tvillingebror og flygter fra et tvangsægteskab! Og hvor forskelligt skildrede Meier ikke de to kvinders erotik: Sieglindes lysende ungdommelige, spontant opbrusende begejstring over for Kundrys dvælende, moderligt favnende og tungt parfumerede sensualitet, som kun en afvisning kan overraske. Den umiddelbart reagerende over for den manipulerende, men ikke derfor mindre glødende engagerede. Tværtimod er Meiers Kundry som det tålmodigt lurende rovdyr, hvis tænder allerede løber i vand, måske den mest intenst nærværende af de to, for hos hende er ikke kun sanser og følelser, men også forstanden i yderste beredskab. Hvad griber mest hos denne utrolige sangerinde? Er det den ranke, faste stemmes endeløst varierede farvespil, grundlæggende bedøvende smukt i sin dybe kobberglans, men skærende grimt når udtrykket kræver det? Er det det tekniske overskud, der lader alting flyde legende let og giver fortolkningen ubegrænset frihed? Er det musikaliteten, der får himmelsk formede fraser til at strømme ubesværet fra den Meierske strube og med svimlende overblik føjer dem sammen i en storslået helhed? Eller er det det intelligent dybdeborende dramatiske udtryk, som, selv når hun tier, gør det umuligt at få øjnene fra hendes ansigt, der som en åben bog røber rollefigurens tanker og følelser? Hendes kunst er syntesen af alt dette, og dét er mere end summen. Med en enestående evne til at gøre de musikalske virkemidler - klang, frasering osv. - til en så integreret del af den dramatiske fortolkning, at det ene ikke længere kan skelnes fra det andet, rammer hun selve kernen i Wagners kunst. Meier gjorde aftenen uforglemmelig, men uden et dækkende modspil var det ikke gået. Gert Albrecht var på pletten med dramatisk og plastisk orkesterspil, lidt hektisk overspillet et par steder i 'Valkyrien', noget stift og usanseligt i scenen med blomsterpigerne og ikke altid så rigt i strygerklangen, som man kunne ønske, men med en inspiration, der i hvert fald ikke svigtede den prominente gæst. Særlig påfaldende var den forvandling til lyttende smidighed, der indtrådte ved Kundrys anden entré. Ubetinget gribende var hendes tenorpartner i begge værker, Fogh Andersen, der som hun sang udenad med overskud, fængslende dramatik og fornem forståelse for Wagners deklamationsform. Millings barske Hunding gav ham ikke noget efter, mens Byriels velklingende Klingsor var mere distanceret. Og blomsterpigerne var en nydelse.