Hendes debutalbum 'Songs in A minor', som i USA gik direkte ind på Billboards førsteplads, er solgt i otte millioner eksemplarer og fyrsteligt belønnet som topscorer med fem statuetter ved sidste vinters grammyfest i Los Angeles. På baggrund af disse tørre tal - samt en lang turne med et dusin musikanter, dansere og korsangere - var det forståeligt, at vi fik besøg af en sangerinde med kolossal selvtillid. Alicia Keys, vidunderbarnet fra ghettoen Hell's Kitchen i New York, der spillede klassiske mestre som Chopin og Beethoven som syvårig, har trods alt også solgt 53.000 eksemplarer af sin plade i Danmark. Derfor bar bragende klapsalver og højlydte skrig som en flodbølge af varme den 21-årige skønhed på scenen i det udsolgte Falkoner Center. Klædt i læderkorsage, lang læderfrakke, cowboybukser, bøllehat af læder og tørklæde, lignede Alicia Keys indbegrebet af en begavet, sej og smuk kvinde fra ghettoen så godt, at hun ikke behøver at skilte med hverken succes eller troen på eget værd. På bukserne var ordene 'Krucial Keys' syet med store bogstaver. Et sjovt ordspil over hovedpersonens efternavn, men også endnu et signal om selvtillid, selv om ordene 'Katastrofale Keys' unægtelig havde været en mere passende overskrift over denne aften. Da Alicia Keys og hendes følge havde kæmpet, klovnet, charmet og kokset sig gennem aftenens første to numre, 'Rock With U' og Prince's 'How Come You Don't Call Me?' med indbygget telefonboks og himmelråbende banalt 'skuespil', var der gået 40 minutter af koncerten. Hvis man tager kvaliteten på 'Songs in A minor' i betragtning, var der tale om rent tidsspilde. Men det skulle blive værre endnu. Det velspillende, men helt temperamentsløse band kastede sig ud i lange passager af meningsløse funkrundgange og jamindslag i numrene, der blev stadig mere udpinte og langtrukne. Man kan med udstrakt god vilje kalde det 'loose' og måske finde forklaring i, at Keys og bandet aftenen forinden var til MTV-fest i Spanien. En akustisk passage med bl.a. 'Never Felt This Way' af Brian McKnights og 'Butterflyz', som Alicia Keys skrev som 14-årig, hjalp lidt. Siden fulgte mere begavet, men kedsommeligt jamroderi, inden en form for forløsning med nogenlunde regelrette udgaver af 'Jane Doe', 'Girlfriend' og de to fantastiske hits 'A Woman's Worth og 'Fallin'. Alicia Keys er med rette blevet udnævnt til en moderne brobygger mellem det sorte Amerikas musikalske genrer - jazz, soul og hiphop. Endda med de klassiske tilføjelser vi også oplevede små eksempler på i København. Som performer er hun et naturtalent, selv om hun overdrev virkemidlerne ved koncerten i København, hvor hun til gengæld viste sin fantastiske vokale intensitet. Der er mere soul i et enkelt 'pleeease' fra Alicia Keys end i en måneds såkaldte r'n'b-videoer på MTV og mere sex i et enkelt 'oh baby' end i et helt års pornoproduktion fra Sin City. Men hun har kun udgivet ét album - ganske vist med meget store kvaliteter. Så meget desto mere ærgerligt, at hun ikke valgte at satse på dem og spille sine fine sange mere straight og stramt. Men når man har hyret et stort band og tager 360 kroner for en billet, skal der åbenbares leveres så meget, at det bliver for meget og for kedeligt. En stor skuffelse.