Det var det åbne spørgsmål inden koncerten med Oleg Pissarenkos kvartet i Copenhagen JazzHouse. Ikke fordi der var nogen grund til at være skeptisk. For også når det gælder jazzgrupper fra det gamle Østeuropa, har vi jo tilstrækkeligt mange gode erfaringer. Det spændende var derfor snarere, i hvilken retning kvartettens musik ville bevæge sig. Og en slags svar fik vi allerede i det indledende nummer, der som alle de øvrige var komponeret af Pissarenko. Alene på scenen med sin akustiske guitar, der blev forstærket via en foranstående mikrofon, anslog han et enkelt motiv af folkloristisk karakter, som han repeterede uden mange variationer. Desværre skæmmedes fremførelsen af mislyde fra gribebrættet, men ikke mindst i kraft af Pissarenkos sans for dynamik kunne man ikke frakende den en ganske forførende suggestivitet. Måske forekom musikken noget jazzfremmed i konventionel forstand, og det indtryk meldte sig ligeledes, da kvartettens øvrige medlemmer, saxofonisten Meelis Unt, bassisten Taavo Remmel og trommeslageren Tanel Ruben, sluttede sig til Pissarenko. I de efterfølgende numre blev det dog samtidig tydeligt, at musikerne på ingen måde manglede jazzfornemmelse, men at det netop var den selvstændighed, som prægede musikkens udtryk, der fik den til at fremstå mere og mere overbevisende. Og efter pausen kunne vi endog i 'Doing the Right' og et reggaeagtigt nummer opleve, at musikken kunne swinge på helt regulær vis. Noget overflødig virkede blot en alt for vidt udspunden bassolo, for ellers var det i høj grad ethvert fravær af virtuost show off, der var så kendetegnende for den estiske kvartets optræden.