Jeg savnede den sødme og blide smerte, der ligeledes er til stede i Piazzollas tango, og som kunne være opnået ved en mere varieret, knap så messingdomineret instrumentation og en langt mere nuanceret dynamik, der eksempelvis også forstod at inddrage et pianissimo. Mens kombinationen af sang og instrumentation i 'Los mercados' skabte en uheldig indbyrdes konflikt, så var 'Shining Like a Star' faktisk et stærkt og vedkommende værk. Men netop den omstændighed, at det i for mange gentagelser byggede op til det samme klimaks, førte i sidste ende til en svækkelse. Og helt galt gik det i første sæts afsluttende nummer, Piazzollas 'Zum', en række repetitioner af samme aggressive motiv, der ikke syntes at ville tage nogen ende og bragte mig i en tilstand af overmæthed. På en måde var jeg ked af at gå, men jeg orkede ikke at høre mere.
Overvældende ensporet
Lyt til artiklen
