Ingen huggende guitarsoloer og tjeppe omkvæd her, men derimod en vision om at rock kan tage sig tid til at være næsten 100 procent klang- og stemningsbåret. At halvabstrakte sangmønstre og voka,l der lever som lyd frem for ord, kan røre lige så dybt som hjerte og smerte. Det har været retningen for Sigur Rós, både på deres utrolige gennembrud af en debutplade, 'Ágætis Byrjun', og på opfølgeren, der udkommer på mandag. Det er på en måde dejligt flabet af bandet at besøge os her en uge inden, en understregelse af at man som lytter ikke behøver at kende deres konkrete numre, hvis man blot besidder evnen til indlevelse. Og det gjorde Store Vega. Sjældent har der været så stille i den gamle sal. Selv under Sigur Rós' allermest tyste passager var der ingen som helst publikumsmumlen at høre. Holdningen til den islandske kvartet var ganske enkelt andægtig, der herskede i salen en respektfuldhed, der nærmede sig total underkastelse - ikke ulig den atmosfære, der præger en katolsk højmesse. Det var en ramme, der passede Sigur Rós, der til lejligheden var udvidet med en strygekvartet, der understøttede gruppens udstrakte, glidende klangverden smukt. Men det er også en ramme, der ganske enkelt bliver for højtidelig, Sigur Rós' musik ikke kan leve op til den. Lige så vel som det afsindigt smukke rammer Sigur Rós nemlig også det banale med deres sirligt førte penselstrøg: Oftest resulterer Birgissons lyse, virtuose og indfølte sangstemme og bandets eminente dynamiske arbejde i skøn- og sårbarhed af en anden verden. Men det sker heller ikke sjældent, at de lyriske melodiforløb krydser grænsen til Andrew Lloyd Webber-land - og dermed rammer en anden og mere gennemtærsket sensibilitet. Det ændrer dog ikke på, at koncerten i Vega trods alt var rigest på de første momenter - eller på at Sigur Rós stadig er et ungt band, der fortjener al ære for den udforskningstrang, de allerede har vist.